Whiskyhatten.dk - Stedet for whiskyelskere
Om os
Kontakt
Log ind med facebook Login  
Opret bruger
Brugernavn eller adgangskode er forkert
Brugernavn påkrævet
Adgangskode påkrævet
Luk
Navn påkrævet
E-mail påkrævet
Adgangskode påkrævet
Luk

Silver Seal Rum - The Italian Job

Skrevet d. 25-09-2015 af Af Mads “Romhatten” Heitmann & Lauge Andreas Kjær

For snart et år siden blev der lavet en anmeldelse af en helt speciel flaske på Romhatten.dk, som en italiensk aftapper af rom havde flasket. I anmeldelsen blev der skrevet, at rommærket var forbeholdt romnørderne - mest fordi mærket endnu ikke var i Danmark og derfor ikke allemandseje. Sådan ser det ikke ud længere - Silver Seal har nemlig fået en dansk importør, hvilket betyder, at de nyeste aftapninger er til af få i danske vin- og spiritusbutikker. And thank God for that!

Silver Seal Whisky Company (som firmaet hedder) er som sagt en italiensk uafhængig aftapper af både whisky og rom. Firmaet startede med at flaske whisky under Silver Seal navnet i 2000 ejes og drives af Massimo Righi, som køber fade produceret på forskellige destillerier. Silver Seal udspringer af et andet brand, nemlig Sestante, som Massimo selv var med til at starte i 1979.

The Silver Seal Rum Family 5

Virksomhedens motto er; “…excellence cannot be for everyone…“. Det siger dels noget om, at Silver Seal laves i et meget begrænset oplag og derfor selvfølgelig også noget om prisen. Og Silver Seal er dyrt. Hvis man er vant til at drikke og nyde rom i 300-400 kronersklassen, så vil man nok få et chok over, hvor dyrt rom rent faktisk kan være - men der er bare tale om rom, som er så unikt og specielt, at det som regel er alle pengene værd.

Silver Seal laver som sagt meget få aftapninger hvert år (i deres 2015 rum release kun 5 aftapninger), og tapper kun de allerbedste fade på flaske. Så snart Massimo har købt et fad, bliver det transporteret til hans egne lagerfaciliteter i Skotland. Her får fadet lov til at lagre videre indtil Massimo vurderer, at fadet er klar til at blive tappet på flasker under navnet Silver Seal. Hvis et fad på den eller anden måde udvikler sig i en forkert retning, sælger han dem videre til andre romkøbmænd.

I Silver Seal serien er de fleste af aftapningerne single cask-rom. Når dette er sagt, så er der kun få udgaver, som er flasket som cask strength. Mange af rommene er tappet på flaske ved en alkoholprocent fra 46 og op til 50. Single cask udgaverne er selvfølgelig nummereret med et samlet antal producerede udgaver, et enhedsnummer samt et fadnummer. Derudover angives der ligeledes ofte, hvor den enkelte rom er blevet destilleret samt destilleringsår og tappeår. Mange af disse kvaliteter er ligeledes noget, vi ser hos andre aftappere så som Compagnie Des Indes, Velier og Bristol Spirits - alle meget anbefalelsesværdige aftappere.

Alle Silver Seals aftapninger er uden tilsat sukker og karamel. Deres rom er helt igennem unik og ægte, og henvender sig til de helt store romnørder. Sådanne rom er gode investeringsobjekter, da vi i øjeblikket ser en tendens til, at lignende flasker stiger i pris i takt med, at rommene forsvinder fra markedet. Hos Romhatten.dk er vi meget glade for, at disse produkter har fundet vej til Danmark.

Silver Seal Guadeloupe Bellevue 17 Years Old

Denne rom fra Guadelupe er destilleretet på Bellevue - et destilleri, som ligger på den lille ø Marie-Galante syd for hovedøen. Guadelupe er som Matinique også en del af Frankrig, så her laver man rhum agricole. Guadeluperom er imidlertid ikke AOC-mærket, og man har her en lang tradition for også at lave melassebaserede rom, hvorfor vi ikke kan være sikre på, at dette er ren sukkerrørsjuicebaseret rom. Det smager i hvert fald ikke som klassisk agricolerom fra Martinique. Dette betyder imidlertidigt ikke at alle destillaterne i rommen er lavet på melasse. Måske der er tale om en blanding af sukkerrørsjuice og melasse?

Silver Seal Guadeloupe Bellevue 17 Years Old 2

I glasset har rommen en utrolig flot gylden farve. Ikke brun, som mange af de gængse rom - husk på, at der ikke er tilsat farve i rommene fra Silver Seal.

Rommen har en skøn duft af; anis, bergamotte, peber, læder og  gammelt skibsdæk - det er som at stige ombord på Fregatten Jylland. Duften udvikler sig meget over tid. Efter en halv time i glasset åbner rommen sig op og bliver enormt frugtig, nu dufter den af pærer og æbler.

Det er i munden, at denne rom virkeligt kommer til sin ret. En smagseksplosion angriber tungen og kinderne. Den forholdsvis høje alkoholprocent klæder rommen og hjælper til at forstærke smagindtrykkene. Når eksplosionen har lagt sig findes smagen af gummi, eg og peber. Helt til sidst i eftersmagen dukker barndomsminderne om æblerov i mormors baghave op. En lang og blid smag af modne æbler sidder tilbage i lang tid.

Der findes kun 270 flasker af denne rom, som stammer fra fad nummer 43. Rommen er destilleret i 1998 og tappet på flaske i 2015, hvilket giver en lagringstid på 17 år. Rommen er set til 1.999,- i danske vin- og spiritusbutikker.

Silver Seal Trinidad Caroni 18 Years Old

Caroni-rom er efterhånden ved at være en kultting hos mange romnørder. Rommen er generelt kendt for at være præget af petrolium, lak og tungalkoholer. Derfor henvender dette rom som sig også til mere erfarne romdrikkere, som ikke er bange for såkaldt heavy rum. Til dig, der endnu ikke har hørt om rom fra Caroni, kommer her lidt baggrund:

Caroni er et nedlagt destilleri og producerer altså ikke rom længere. Man kan kalde det rommens svar på Port Ellen-whisky. Caroni Sugar Factory, som lå på Trinidad, var op igennem 1700-tallet det største og mest produktive aktiv på øen. Desværre gik det statsejede Caroni ind i en afviklingsperiode og stoppede definitivt med at producere rom tilbage i 2002. Lageret af fyldte romtønder, som var blevet glemt på destilleriet, blev senere opkøbt af bl.a. Luca Gargano fra Velier med henblik på at bringe den glemte ånd af Caroni tilbage på markedet.

Silver Seal Trinidad Caroni 18 Years Old

I glasset findes en elegant duft af tørv, læder og fusel, og efter lang tid i glasset begynder den at dufte af mørk karamel.
Smagen er klassisk Caroni, dog meget mere balanceret end nogle af de mere voldsomme Caroni-aftapninger på markedet. I munden findes noter af eg, tobak og læder. Den har en fedmefyldt, lang eftersmag, hvor rommen bliver mere frugtig, og noter som pære og banan bliver mere fremtrædende. Nok måske det mest elegante og velafbalanceret Caroni-rom, vi kender til.

280 flasker af denne rom er blevet produceret og kommer fra fad nummer 48. Rommen er endvidere destilleret i 1997 og tappet på flaske i 2015, hvilket giver en lagringstid på 18 år. Rommen er set til 1.999,- i danske vin- og spiritusbutikker.

Silver Seal Port Morant  37 Years Old 1975 Sherry Cask

Med en forkærlighed for rom destilleret på destilleringsapparatet Port Mourant i Guyana, er dette en rom, som vi går ind til med spænding, ærefrygt og en forventningsglæde ud over det sædvanlige. Hallo, vi snakker om 37 år gammelt rom i cask strength?! Det er jo sindssygt…

Først lidt baggrund på Port Mourant Still (PM). PM er det ældste destillationsapparat på Diamond Distillery, Guyana og stammer tilbage fra et selvstændigt destilleri (plantage) kaldet Port Mourant, (etableret i 1732). Apparatet er et dobbeltkedlet pot still, hvor begge kedler er lavet af træ. Rom fra PM er kendt for at være meget kraftige, aromatiske og olierede. Et destillationsapparat vi på Romhatten.dk er svært glade for.

Silver Seal Port Morant 37 Years Old 1975 Sherry Cask

I glasset fremstår rommen utrolig mørk - 37 år på fad giver en virkeligt dyb farve. Man kan godt se, at dette er en rom, som har lagret på eg i en lille menneskealder.

I næsen findes en sjælden duft af syrlig, vådt egetræ. Bag dette første indtryk gemmer der sig skønne noter af røde bær, som syrlige hindbær og kompot af overmodne, sødmefulde jordbær, engelsk lakrids og god, mørk chokolade med en høj kakaoprocent, hvori bitterheden også er at finde. Rommen skal have god tid i glasset, først efter cirka en halv time åbner rommen sig og bidrager med en duft af andet end lak og eg. Det glas, som ved første indtryk virker harsk og utiltalende, åbner sig virkeligt og bliver ufatteligt indbydende.

I munden er den vanvittigt olieret og tung på egetræ. Man bliver næsten bange for at få splinter i tungen, så meget smager egen igennem. Men på trods af det er den faktisk meget balanceret og giver et frisk pust specielt pga. den syrlige hindbær, som går igen i smagen. Bag den meget intense smag gemmer der sig noter af klassisk Port Morant, alligevel har vi aldrig smagt noget lignende. Det er unik og super fed rom det her.

Med kun 159 flasker på markedet af denne rom (stammer fra fad nummer 2042), er dette en yderst sjælden rom. Rommen er destilleret i 1975 og tappet på flaske i 2013, hvilket giver en lagringstid på lidt over 37 år. Dette er en single cask rom og derfor tappet ved fadstyrke på 49,9%.

Silver Seal har indtil videre tappet to forskellige fade af Port Morant fra 1975. Man kan dels kende disse to aftapninger fra hinanden på alkoholprocenten, samt på fadene der er brugt under lagringen. Den ene er lagret på et brugt bourbonfad og den anden på et brugt sherryfad. Den anden udgave er tappet ved 51,1 procent alkohol. Rommen (sherry cask udgaven som vi smager på) er set til 8.999,- i danske vin- og spiritusbutikker. En vanvittig dyr rom - men samtidig også en vanvittig sjælden og ekstrem smagsoplevelse. You can’t put a price on that…

Silver Seal udstyr

Nok er rommen i flaskerne noget for sig selv, men det er indpakningen i særdeleshed også! De store æsker, som mange af de dyre aftapninger kommer i, er super lækre og emmer af kvalitet. Når man køber en flaske, køber man ikke bare en flaske rom, man køber et decideret møbel. Gå ned til din vin- og spirituspusher og mærk på de farverige æsker - det er lækkert...

The Silver Seal Rum Family 10

Der er endnu ingen brugere der har kommenteret på dette.
Vil du være den første? Log ind her!



Romproduktion, Romproducenter, Rom i Danmark, Rom



Tilmeld dig nyhedsbrevet