Ron Barceló & Alcoholes Finos Dominicanos
Skrevet d. 13-04-2023 af Mads "Romhatten" HeitmannNår man taler om rom fra Den Dominikanske Republik, så taler man ofte om de tre B’er; Bermudez, Brugal og Barceló – de tre største rommærker på øen. I denne artikel skal det handle om Barceló, som sammen med Brugal er de to største Dominikanske rommærker i Danmark. Vi besøger destilleriet hvorfra de får deres rå sukkerrørsdestillater, og stedet hvor de omdanner disse til, hvad man på Den Dominikanske Republik, kalder for rom.
Som dansk romnyder kan man ikke rigtig undgå rommen fra Barceló. Deres varer har været i landet i mange år, og findes både i specialvarebutikkerne samt udvalgte supermarkeder. De fleste af deres aftapninger er da også relativt nemme at komme til ift. prissætningen, hvilket også betyder, at mange danskere på et tidspunkt har smidt en flaske eller to i kurven. Rommen fra Barceló bliver 100 % produceret på Den Dominikanske Republik via lokale sukkerrør, og repræsenterer den lette spanske romstil.
Ron Barceló bliver delproduceret to steder ikke langt fra hinanden, på den sydøstlige del af Den Dominikanske Republik. Den Dominikanske Republik til højre og Haiti venstre deler øen Hispaniola mellem sig. Hispaniola er den andenstørste ø i Caribien næst efter Cuba, og Den Dominikanske Republik er en tidligere spansk koloni, hvorfor man i landet naturligvis taler spansk. Hispaniola er kendt for at være den første ø i Caribien, som blev indtaget af Columbus-ekspeditionen i 1492, og samtidig det sted som også var først med dyrkning af sukkerrør. Hovedstaden Santo Domingo er den ældste europæisk anlagte by i hele Amerika og blev grundlagt af spanierne i 1496, og var udgangspunktet for den spanske erobring af Amerika i de efterfølgende årtier.
Ron Barceló starter hos destilleriet Alcoholes Finos Dominicanos (AFD), som blev etableret i 2010 og er ejet af flere forskellige investorer. Den største af disse er folkene bag Ron Barceló, som samtidig er det eneste firma som har en garanteret alkoholproduktion. På destilleret producerer man rom på frisk sukkerrørssaft, naturligvis fra lokale sukkerrør. Omkring AFD har man tilknyttet lidt over 74 kvadratkilometer med sukkerrørsmarker. Når man fra Punta Cana kører ud til destilleriet, føles det som om at markerne med sukkerrørene er uendelige. Jeg har aldrig set så mange sukkerrør på én gang, og hvis vi lige skal lave en klassisk Peter Ingemann, så svarer 74 kvadratkilometer da også til 10.850 fodboldbaner. Dét er mange sukkerrør.
Friskhøstet sukkerrør på vej til destilleriet
Vi ankommer til destilleriet og bliver iført sikkerhedshat, -vest og -briller, inden vi bliver taget med på en rundtur. Som det første går vi om bagved destilleriet hvor alle ladvognene med de friskhøstede sukkerrør kommer ind. Alle sukkerrør, er til min overraskelse, høstet i hånden, og håndhøsten giver direkte arbejde til over 1.500 lokale arbejdere. Det er en imponerende mængde sukkerrør pressen kan knuse, vores guide Otto Flores fortæller, at anlægget, som består af fem møller, kan æde over 50 ton i timen. Men der skal også presses mange liter, da stedet har fire enorme 200.000 liter store fermenteringsbeholdere, som bare står og venter på at blive fyldt op med rå saft. Selve fermenteringen er ganske hurtig og tager ikke meget mere end 16-24 timer at gennemføre, og efterlader en sukkerrørsvin med omkring 9-10 % alkohol.
Sukkerrørene overføres til pressen
Med et så stor presse- og fermenteringsanlæg skal der naturligvis også nogle enorme destilleringskolonner til. ADF har et 6-trins kontinuerligt destilleringsapparat, som på et år kan producere 19 millioner liter ren ethanol. Til produktionen af Ron Barceló benytter man dog kun fire af de seks kolonner, da man naturligvis ikke ønsker at lave en vodka, som kort fortalt er spiritus uden smag fra råmaterialet. For at rom skal være rom, skal der være en vis karakter fra sukkerrørene. Når det er sagt, så er Ron Barceló en meget let rom, som har en meget begrænset koncentration af ’sukkerrørssmag’, og den romtype som destilleriet producerer til Ron Barceló er da også destilleret helt op i 95 % alkohol.
Den store multi-kolonne på AFD
Ron Barceló laver IKKE rhum agricole
Det er vigtigt at understrege, at selvom AFD producerer rom på frisk, lokal håndhøstet sukkerrørssaft, så kan den ikke betegnes som rhum agricole, som er den velkendte romtype fra de franske besiddelser. Årsagen er ganske enkelt, at rhum agricole er en geografisk bestemt romtype som udelukkende må produceres på Martinique, Guadeloupe, Fransk Guyana, Réunion og Madeira. Og nu tænker du måske; ”Jamen så er det nok lidt i stil med rhum agricole.” Men nej, det er det heller ikke. Rhum agricole smager helt, helt anderledes, og meget, meget kraftigere af sukkerrør end rommen fra Ron Barceló. Årsagen til dette skal findes i den intensive destillering som man foretager på AFD. Når man destillerer via kontinuerlig destillering, og op i så enormt høje alkoholprocenter, så er der meget lidt råmaterialesmag tilbage i alkoholen, og det er råmaterialesmagen som driver smagen i rhum agricole. Så har vi fået dét slået på plads.
Sukkerrørets søde smag
Efter vi har været rundt på hele anlægget, vender vi tilbage til mødestedet og får alt vores sikkerhedsudstyr af – en hård hat, et par briller og en lille sikkerhedsvest giver varmen. Når man går rundt i bagende sol og 30 grader, så det er dejligt at få det hele af igen. Men hvad endnu mere dejligt er, er hvad der venter os; iskold, friskpresset og forfriskende sukkerrørssaft! Der står et lille hold flinke medarbejdere og afbarker sukkerrørene inden de stikker de bare rør ind i en lille presse, som knuser sukkerrørene tørre for saft. Saften bliver samlet op i en lille beholder og hældt over i en serveringsbeholder fyldt med isterninger. Rent og afkølet smager det dejligt friskt, men også meget sødt. Det smager af en blanding af ananassaft og pære. Det er meget interessant at smage, og man bliver lidt ærgerlig over, at man ikke kan få det hjemme i Danmark, da det som komponent i en cocktail virkelig kunne bidrage med noget lækkert. Heldigvis står der en flaske mørk Ron Barceló på bordet, så vi kan få os en lille sukkerrørspunch – og det gør vi naturligvis. Sukkerrørssaft, mørk rom og isterninger – skønt i varmen!
Sukkerrør hos AFD
Det er endnu ikke rom
Efter rundturen på destilleriet hopper vi på en bus, og kører små 30 kilometer hen til ’bodegaen’, hvor Ron Barceló modner dråberne fra AFD. Da vi er på Den Dominikanske Republik, skal man huske, at det ikke kun er sukkerrør som definerer rommen – det er også modningen i egetræ. På øen skal rommen nemlig modnes i minimum et helt år, før det må markedsføres som rom - destillaterne bliver altså først til rom når de har været igennem fadmodning her på stedet.
Tønder som tidligere har indeholdt sauternes-vin
Firmaet har i alt tre lagerhaller der varierer i både størrelse og ikke mindst indhold. Den første og mindste lagerhal huser den gamle rom og indeholder 10.000 tønder, som bruges til produktion af de to aftapninger som går under navnene ’Imperial’ og ’Imperial Onyx’ - begge er modnet i det varme og fugtige klima i op til 10 år. I lagerhal 2 finder man hele 30.000 tønder med rom – bestemt en nævneværdig mængde. Herinde ligger rommen som modner i op til seks år, og som indgår i aftapningerne ’Añejo’ og ’Gran Añejo’, og som henholdsvis er modnet i minimum fire og op til seks år. Sidst men ikke mindst finder vi den tredje og sidste lagerhal, som kan huse hæsblæsende 70.000 tønder. Her modner den unge rom, og i denne lagerhal er der stor udskiftning, da det er her hvor aftapningerne ’Blanco’ og ’Dorado’ blive til, og disse modner ikke meget mere end 18-24 måneder. I øjeblikket er der ’kun’ 66.000 fade i den tredje lagerhal. I alt bliver det til 110.000 tønder på stedet, hvilket er ufatteligt mange sammenlignet med eksempelvis Foursquare Rum Distillery og Mount Gay Distillery på Barbados, som kun til sammen kan samle den mængde tønder. En af årsagerne til, at Ron Barceló har så mange tønder på lager, skal naturligvis findes i, at de satser meget på de helt unge aftapninger, men i høj grad også fordi man ikke konsoliderer på stedet. Det vil sige, at man ikke sammenlægger rom fra forskellige tønder, fra sammen batch, hvert eller hvert andet år. Den teknik er der mange romproducenter som benytter sig af, da man derved kan spare meget plads og indkøb af nye tønder. Hos Barceló bruger man desuden tønderne i op til mellem 15 og 20 år før man sætter disse på pension.
Alberto Nogueira, direktør for foretagendet, tager imod os på Barcelós hovedkvarter og følger os over i den første lagerhal hvor der til vores glæde er stillet op til romsmagning. Direktøren for det hele taler indledningsvis om forretningen, og om hvordan det går. Og efter et par minutter forlader han os og overlader os til Otto Flores, brandambassadør for Barceló. Otto har været ambassadør for brandet i hele ti år, og han leder vores opmærksomhed over på de tre glas med rom, som står foran os. Blandt højt stakkede rækker med romtønder smager vi os igennem Imperial, Onyx og det seneste skud på stammen, nemlig Imperial Premium Blend 40. Mange vil sikkert have smagt Barceló Imperial Premium Blend 30, og den nye 40-udgave er da også en videreudvikling på denne. Den nye udgave har været igennem tre modningsfaser. Først har man taget en 10 år gammel rom og videremodnet den to år på brugte Château d'Yquem Sauternes-fade. Sådan blev 30-udgaven til i 2012. For at lave 40-udgaven har man overført dette blend fra 2012, til store træbeholdere der indeholder flere tusinde liter, og ventet hele 10 år yderligere. I 2022 er det nemlig 40 år siden, at Barceló udgav deres flagskib Ron Barceló Imperial. Rommen er meget sødmefuld med noter af honning, karamel og julekrydderier.
Burn baby burn
Efter smagningen vises vi rundt på stedet øvrige faciliteter, som både tæller blendehal, tappehal, lager og bødkeri. Sidstnævnte sted får vi endda lov til at se en af deres ’toneleros’, som er det spanske ord for bødker, gøre en tønde klar til påfyldning af rom. Han løsner tønderingene nænsomt på en allerede konstrueret tønde så han lige akkurat kan få enden af tønden af. Tønden skal nemlig genbrændes, eller med andre ord udsættes for det som også kaldes for ’char’. Vores guide fortæller, at man til produktionen af Barceló Imperial brænder indersiden af tønderne i ca. fire minutter. Dette gør man dels for at åbne træets struktur, så rommen nemmere kommer i forbindelse med træet, men også for at skabe en karamelisering som bidrager med en blød og sødmefuld smag af karamel til rommen. Han nævner også, at man til Barceló Onyx brænder tønderne i hele otte minutter, og at det er hele konceptet bag Onyx. Onyx smager utrolig meget af mørk brændt karamel, nogen vil sågar sige ’røget’, grundet den ekstra hårde brænding.
Brænding af tønde inden påfyldning
Den naturligt søde spanske romstil
Ron Barceló blev grundlagt i 1929 af Julián Barceló der var spansk immigrant. I dag eksporteres brandet til mere end 80 lande rundt om i verden. En del af deres succes skyldes måske, at rommen er utrolig let at drikke. Med det mener jeg, at rommen er drevet af fadet som overvejende smagsgiver. Da deres grunddestillat ikke bidrager med ret meget fylde, smag eller struktur, giver det sig selv, at egetræstønderne har mulighed for at stå alene på scenen, og dermed få den alt overskyggende hovedrolle. Det betyder, at rommen grundlæggende smager meget af vanilje, karamel, kokos, honning, karamelliseret træ og sart tropisk frugt. Alt sammen noget som opstår på baggrund af reaktioner med egetræet.
Selvom Ron Barceló har en let og sødmefuld smagsprofil, så tilsætter man ikke sukker til produkterne, hvilket betyder, at den sødme som man finder i deres rom, er helt naturlig. Dette er igen meget typisk for rom produceret på lettere destillattyper. Og man må bare sige, at det stadig er meget populært at nyde faddrevet og let rom - det smager jo godt, det skidt. Salud!
Overblik over Ron Barceló
Til slut vil jeg lige dele mine smagsnoter af Barceló med dig. Herunder kan du få et overblik over Barcelós portefølje og hvordan jeg synes de individuelle aftapninger smager.
Barceló Organic
37,5 % | Pris: 225,-
Tør og støvet i næsen – en ung rom fornemmes. Der er ikke meget intensitet på den. I munden er der dog lidt mere at komme efter. Rommen er præget af mælkechokolade og karamel, og naturlig sødme.
Barceló Gran Añejo
37,5 % | Pris: 175,-
Let krydret næse med en lidt stikkende alkohol. Smagen er tør og støvet, og sødmen viser sig først i eftersmagen.
Barceló Imperial
38 % | Pris: 245,-
En let krydret næse med karamel og en fin vanilje-aroma. Smagen er tør ved første øjekast, men sødmen kommer hurtigt og følger op. Eftersmagen er relativt lang og domineret af subtile julekrydderier og en balanceret alkohol.
Barceló Imperial Onyx
38 % | Pris: 365,-
Mange julekrydderier på sin aroma samt brændt karamel og fad. Smagen er dyb og mørk i stilen – fadet har virkelig fået overtaget her. Relativt sødmefuld men også krydret, og for sin vis også kompleks.
Barceló Imperial 40 Aniversario
43 % | Pris: 1295
Tropisk frugt og krydderi på næsen. I munden kommer der stor energi og et flot fadpræg – vanilje, abrikos, chokolade og karamel. Rommen er pænt balanceret mellem det sødmefulde og tørre. Eftersmagen er lang og meget dyb.