Oliver & Oliver Rum
Skrevet d. 05-06-2014 af Mads "Romhatten" HeitmannFirmaet
Oliver & Oliver, eller Oliver y Oliver som de hedder på spansk, er en af de mest populære romproducenter i Den Dominikanske Republik, set med danske briller. Virksomheden ligger i det østlige Santo Domingo og har tappet rom under navnet Oliver & Oliver siden 1997. Producenten er ikke et decideret destilleri, da de ikke selv destillerer rom på fabrikken. Oliver & Oliver køber deres rom fra hele den caribiske region. Både fra Panama, Trinidad & Tobago, men også fra deres egen ø, Den Dominikanske Republik, Nicaragua og Colombia. De lagrer selv deres rom og eksporterer deres over 60 forskellige produkter til 18 forskellige lande heriblandt U.S.A., Tyskland, Frankrig, Danmark og Italien.
Oliver & Oliver er desuden nogle af romindustriens innovatører, når man tænker på brugen af fadtyper i lagringsprocessen. Brugte portvinsfade og whiskyfade er bare nogle af de fadtyper dominikanerne bruger til at give deres rom ekstra saft og kraft. De er nytænkende, men på et fundament af traditioner.
Historien
Oliver & Olivers historie starter et godt stykke tilbage, nemlig i midten af det nittende århundrede. Her ankom Juanillo Oliver til Cuba som spansk soldat. Efter værnepligtens ophør stiftede han familie på den caribiske ø i stedet for at tage hjem til moderlandet Spanien. Han begyndte at dyrke tobak og sukkerrør, som senere blev brugt i produktionen af Olivers egen rom. Både Olivers cigarer og rom blev hurtig kendt på Cuba ligesom familiens navn. Familien Oliver havde stor succes med deres forretning. Desværre blev sukkerrørsmøllerne ødelagt og brændt ned under den anden krig for uafhængighed i 1898, og familien måtte opgive sukkerrørsproduktion og dermed også deres romproduktion. Indtil 1959 beskæftigede familien sig med tobaksdyrkning og tobaksproduktion, men måtte forlade øen pga. revolutionen. Herefter blev familien spredt over hele verden, og en stolt tradition var på vej til at gå i glemmebogen.
Vi skal helt op til de sene 1980’ere, før et medlem af familien Oliver vender tilbage til Cuba, hvor han studerer familiens historie til bunds. Blandt de mange, mange dokumenter som han fik fingrene i, faldt han blandt andet over de oprindelige opskrifter, til det rom familien havde produceret i det nittende århundrede.
Med bestræbelse på at videreføre familien Olivers navn og omdømme samt romtradition udvalgte man Den Dominikanske Republik som grundlag for dette. Hispaniola har en slående lighed med Cuba og danner de perfekte rammer for videreførelse af Olivers rom. Klimaet er ideelt.
I begyndelsen af 1990’erne påbegyndte man på ny at udvikle rom under navnet Oliver, og dette blev gjort ved hjælp fra Cuba. Man hyrrede cubanske ingeniører og masterblendere for at føre den cubanske romstil videre. Herefter opkøbte virksomheden 100.000 liter 15 år gammelt rom, som den dag i dag stadig bliver brugt som grundstamme i det meste af Oliver & Olivers rom. Dette er deres såkaldte ”moderrom”. For overtagelse af fremtidige generationer skiftede virksomheden navn og struktur i 1997. Den siddende præsident for virksomheden hedder i dag Pedro Ramon Oliver og er direkte efterkommer af Juanillo Oliver.
Produkterne
Oliver & Oliver laver mange forskellig rommærker – både i deres eget navn, men også for andre.
Oliver & Olivers egne produkter:
- Cubanacan
- Guantanamera
- Opthimus Rum
- Puntacana Club
- Ron Cubaney
- Ron Quorhum
- Unhiq
- Presidente
Oliver & Olivers tredjepartsrom, også kaldet privat label-produkter:
- Atlantico Rum
- Tres Hombres
- Ron Esclavo
- Vizcaya
Solera Systemet
Man kan få Oliver & Oliver-rom i næsten alle aldre og prisklasser. Ens for dem alle er dog, at de er produceret ved brug af solera-metoden. Dette er en speciel lagringsmetode, som flere og flere romproducenter benytter. Man tapper ganske enkelt ungt rom over på gammelt rom. I Cariben fordamper der ca. 6 procent årligt af en tøndes indhold - derfor påfyldes der et par gange årligt mere rom, så tønden hele tiden forbliver fyldt. Et typisk solera-system er formet som en pyramide, oftest med 5-6 tøndelag i højden og x-antal på langs. Alderen varierer fra række til række. Den øverste række er yngst, og den nederste række er ældst. Den yngste og øverste rom tappes ned i den ældre række nedenunder. Når dén række med tønder er opfyldt, så tappes den ”blanding” i den ældre række nedenunder, og sådan foregår det til alle tønderne er fyldt op. Dvs. at den nederste række som står på gulvet, også kaldet ”solera-rækken”, har en procentdel af hver årgang i sig, og derefter tappes den på flaske. Det betyder derfor, at en solera-rom er en blanding af gammel og ung rom. Solera-producenterne siger, at den unge rom optager meget af den ældre roms karakter, og at det skulle øge den unge roms modningsproces.
”Solera” kommer af det spanske ord for gulv, nemlig ”suelo”. Når du køber en ”gulv-rom” så vær opmærksom på, at tallet på flasken angiver solera-rækkens alder og ikke et gennemsnit eller en fast årgang. Det er simpelthen den ældste rom der er blevet brugt i blandingen. Det er forskelligt fra land til land, hvor stor en andel af den ældste rom der skal være i blandingen, men i Den Dominikanske Republik er det sådan, at flasken minimum skal indeholde 15 procent af den ældste årgang, altså den årgang der står skrevet på flaskens etikette.
Himmelske dråber
Som romelsker og romanmelder er jeg svært glad for stort set alle Oliver & Olivers produkter. De har en ”smoothness” som kendetegner dem, og denne ”smoothness” er gennemgående i stort set alle deres produkter. Man kan som regel smage at det er en ”Oliver & Oliver”-rom, hvis man får serveret et glas, uden man på forhånd ved hvad der er i.
Specielt vil jeg fremhæve fem af deres produkter, som jeg mener, er i en liga for sig.
- Ron Quorhum 30 Aniversario,
pris 599,- (98/100 points) - Cubaney Centernario,
pris 1.199,- (97/100 points) - Unhiq XO Malt Rum,
pris 849,- (96/100 points) - Puntacana Club XOX,
799,- (95/100 points) - Opthimus 25 Whisky Finish,
999,- (94/100 points)
Alle flaskerne han købes i Danmark og importeres af henholdsvis Caribbean Rum Traders ApS og Mac Y A/S. Opthimus og Cubaney, som importeres af Mac Y A/S, har man kunne få i Danmark siden henholdsvis 2009 og 2011, mens Caribbean Rum Traders ApS først i 2013 er begyndt at udbrede Ron Quorhum, Unhiq og Puntacana Club i Danmark. Jeg kan på det kraftigste anbefale enhver romdrikker at kaste sig over disse produkter, ikke blot mine fem personlige favoritter, men alle deres produkter.