Drik Rom
Skrevet d. 27-09-2012 af Mads "Romhatten" HeitmannRom er mere end romkugler og rom og cola.
Danmark er et affaldsland, når det kommer til spiritus. Vi har lige ”lært” at sætte pris på en god rødvin, og det betaler vi gerne mange penge for. Men det er ikke mere end 20 år siden, at Danmark stadig drak dårlig papvin og ikke vidste, hvad god rødvin var. Det samme er gældende for spiritus i dag. For den brede befolkning er rom ikke noget, man kan drikke og nyde i samme grad; her er det derimod laveste fællesnævner inden for spiritus. Dette er dog gammelt levn fra fortiden.
Grunden til, at især danskerne er så langsomme inden for dette område, kan sikkert skyldes flere ting, såsom fx vores druk-vaner mm. Men det er helt sikkert også, fordi vi i mange år ikke har haft råd (villet have råd) til dyrere spiritus pga. div. afgifter og skatter på alkohol. Det giver sig selv, at skal man bare være fuld i en fart, så giver det ingen mening at købe en rom, der er dobbelt så dyr, som det billigste produkt på markedet.
Rom er bare en spændende spiritus! Man kan, som med alle spiritusser, få det i alle prisklasser og i alle kvalitetskategorier. En af de væsentlige pointer i dette med kvalitet og priser er, at rom er en billig spiritus i forhold til cognac og whisky. Du kan altså få en rom af rigtig høj kvalitet til en lav pris. Dette er naturligvis grundet flere ting, bl.a. at produktionen foregår i Mellem- og Sydamerika, hvor arbejdstimerne er billige. Noget andet er også, at rom endnu ikke er så populært, og derved kan producenterne naturligvis ikke tage så meget for deres produkter.
Jeg kan blot anbefale på det stærkeste, at man bør forsøge sig med en god flaske rom. Det er billigt, det er spændende og anderledes, og så er det bare en spiritus, der smager meget bedre end alle de andre. Det synes jeg i hvert fald!
Rom – en undervurderet lækkerbisken, der venter på dig.