Whiskyhatten.dk - Stedet for whiskyelskere
Om os
Kontakt
Log ind med facebook Login  
Opret bruger
Brugernavn eller adgangskode er forkert
Brugernavn påkrævet
Adgangskode påkrævet
Luk
Navn påkrævet
E-mail påkrævet
Adgangskode påkrævet
Luk

Den nye best buy-romliste 2023

Skrevet d. 22-06-2023 af Mads "Romhatten" Heitmann

Jeg har fået flere henvendelse ift. at min artikel fra 2017 Dit barskab bør indeholde disse 6 value-for-money-rom, bør opdateres, da flere af aftapningerne på listen er udgået og steget i pris. Derfor frigiver jeg nu denne nye liste af flasker, som jeg kan anbefale – SÆRLIGT til prisen. Men først gennemgår jeg lige den gamle liste, for enkelte er stadig godkendt til at forblive på value-for-money-rom-listen eller best buy-listen, som man også kan kalde dem.

På den tidligere liste fra 2017 fandt vi følgende flasker:

Chairman's Reserve Finest St. Lucia Rum (GODKENDT)
Denne rom fra St. Lucia er som sådan stadig et best buy-køb, og den er stadig til at finde på markedet til (næsten) samme pris som i 2017. De fleste steder koster den lige over 200 kr.  

Foursquare Port Cask Finish (AFVIST)
En efterhånden legendarisk rom som, ja, for længst er udgået og dermed også steget i pris fra de originale 300-350 kr. pr. flaske. Rommen gik sidste år på auktion til omkring 8.000 kr., og derfor hører den naturligvis ikke hjemme på listen længere.

Smith & Cross Traditional Jamaica Rum (GODKENDT)
Det jamaicanske best buy fra Smith & Cross hører stadig til på listen, da rommen hverken er steget i pris eller udgået. Du kan stadig købe denne rom til ca. 250 kr. pr. flaske.

Saint James 12 Ans Agricole Rhum (AFVIST)
Her har vi at gøre med en rom, som desværre ikke længere kan nå listen, da rommen er blevet fjernet fra Irmas hylder – af gode grunde. Rommen er i dag næsten dobbelt så dyr og kan findes til omkring 600 kr. pr. flaske.

Clairin Vaval 2015 Batch 3 (AFVIST)
Denne haitianske legende er også udgået, og kan dermed ikke findes længere. Den er dog erstattet af nyere batch-versioner, men prisen er også steget lidt over årene… I dag koster lign. aftapninger 450 kr. pr. flaske imod den gamle pris på 350-385 kr.

Ron Abuelo 12 Anos Gran Reserva (GODKENDT)
Sidst men ikke mindst finder vi Ron Abuelo 12 Anos, som heldigvis stadig er et best buy i min bog. Rommen er stadig til at finde til 325 kr. og op. Nogen steder findes den dog til 400 kr., men ikke alle.

Den nye best buy-romliste 2023

Jeg har valgt at udvide listen en smule og samtidig inddele i tre forskellige priskategorier, herunder rom til under 300, 350 og 400 kr. pr. flaske. Der findes tre forskellige aftapninger i hver priskategori.

Value For Money Rum Romhatten Under 300

BEST BUY FLASKER TIL UNDER 300 KR.

  1. Pusser's
    British Navy Rum Blue Label 40 % (250 kr.)

    Et gammelt og klassisk rommærke med rom fra Guyana i flasken. Her får man en ægte flådehistorie samt vellavet rom i den gamle, traditionelle britiske stil. Den er både god rent, men også i en rom & cola. En rom med et kæmpe range.
    Smagsprofil: Lakrids, brun farin, egetræ, karamel og krudtslam.Rom som det smagte i gamle dage!

  2. Botran
    No. 15 Reserva 40 % (250-300 kr.)

    Fra Guatemala, samme sted som Ron Zacapa laves, kommer denne spanskstilet sukkerrørssirupsbaseret rom, som er modnet på både portvin- og oloroso-fade.
    Smagsprofil: Røde bær, sød tropisk frugt, nødder og tør afslutning. Ingen tilsat sukker men alligevel naturlig rund og blød.

  3. Appleton Estate
    8 Years Old 43 % (250-300 kr.)

    Fra Jamaicas ældste kontinuerligt fungerende destilleri Appleton anbefaler jeg hermed deres ”nye” 8-års-udtryk, som kom på markedet i 2020 – ja, nærmest i ly at corona-natten. Det smages tydeligt at der er godt med pot still-rom i blendet.
    Smagsprofil: Tropisk frugt, vanilje og karamel i næsen, samt lakrids, chokolade og karamelliseret frugt. Fyldig rom!

Value For Money Rum Romhatten Under 350

BEST BUY FLASKER TIL UNDER 350 KR.

  1. Chairman's Reserve
    Legacy Rum 43 % (300-350 kr.)

    Dette kommer næppe som en overraskelse for nogen. En kombination af pot- og column-still rums, fra både melasse- og sukkerrørssaft-fermenteringer, modnet mellem 5-7,5 år i troperne. Skøn rom fra St. Lucia!
    Smagsprofil: Frugtig, funky, krydderi, god mørk dybde og masser af balance mellem fad og sukkerrørssmag.

  2. Brugal
    1888 Doblemente Anejado 40 % (350 kr.)

    Fra Den Dominikanske Republik får du her en sherry-modnet rom blandet af destillater modnet mellem 6-14 år i troperne. En skøn, let sødlig og ukompliceret rom som både fungerer rent og i simple rom-cocktails.
    Smagsprofil: Blød næse med vanilje, sød sherry og tobak. Smagen er præget af sød pibetobak, chokolade, kaffe, let bitterhed og råkakao.

  3. Plantation Rum
    Xaymaca Special Dry 43 % (300-350 kr.)

    Som en af de få uafhængige aftappere vil jeg gerne anbefale denne Jamaica-rom fra Plantation, som er sammensat af rom fra de to destillerier, Clarendon og Long Pond. Rommen er destilleret udelukkende på pot stills og er ikke tilsat sukker. En let funky og god gateway ind i Jamaica-rommens verden.
    Smagsprofil: Friske og delikate noter af ingefær, limeskal og flamberet ananas. På smagen er rommen intens med elementer af grillet frugt og tobak.

Value For Money Rum Romhatten Under 400

BEST BUY FLASKER TIL UNDER 400 KR.

  1. Worthy Park Estate
    109 Jamaica Rum 54,5 % (365 kr. / OBS: 1 L)

    Jamaicas mindste destilleri Worthy Park udkom for få år siden med denne eminente cocktail-rom. Den er skabt til Mai Tais, Jungle Birds og andre tiki-cocktails, som kræver en potent rom, og så kommer den i en 1-liters-flaske – start shakeren op med dette unikum.
    Smagsprofil: Kanel, krydderi, karamel, grillet frugt, lakrids og ingefær i sin aroma. Udmærket rent, men helt klart et kæmpe hit i cocktails.

  2. El Dorado
    15 Years Old Demerara Rum 43 % (399 kr.)

    Intet mindre end en udødelig klassiker! Rommen fik et ansigtsløft tilbage i 2021/2022 hvor man fjernede store mængder af det tilsatte sukker. I dag fremstår rommen tørre og mere elegant, men er stadig en af de bedste køb til under 400 kr.
    Smagsprofil: Rørsukker, lakrids, let røget egetræ og røde frugter med et strejf af citrus, brun farin og tobak.

  3. Barceló
    Imperial Onyx Rum 38 % (350-400 kr.)

    Hos Barceló brænder man indersiden af tønderne af inden påfyldning af rom, og på netop Onyx-aftapningen gør man det ekstra længe, for at opnå en røget, dyb og krydret smag. En hele otte minutter lang brænding, og det kan virkelig smages.
    Smagsprofil: Mange julekrydderier på sin aroma samt brændt karamel og fad. Relativt sødmefuld men også krydret, og for sin vis også kompleks på trods af en lavere alkoholprocent.

… og det var så mine best buy-romanbefalinger i det herrens år 2023. En god blanding af rom fra forskellige steder i Caribien samt Syd- og Mellemamerika. God jagt, og lad mig høre hvad du slår klørene i på de sociale medier. Brug #romhattenbestbuy i dit opslag med rommen, og lad mig vide hvad du synes om det du får i glasset.

Der er endnu ingen brugere der har kommenteret på dette.
Vil du være den første? Log ind her!





Tilmeld dig nyhedsbrevet