Compagnie Des Indes Rum
Skrevet d. 16-06-2015 af Lauge Kjær & Mads "Romhatten" HeitmannDet er fredag aften, solen skinner og Piaf vinhandel har i samarbejde med importfirmaet Juul’s arrangeret en flydende romsmagning ombord på Hejren i Silkeborg. På skibet er otte rom fra producenten Compagnie Des Indes linet op på række. Denne aften er skibet fyldt med håbefulde romdrikkere, der spændt venter på at smage de gyldne dråber.
Skibet sætter afsted langs Gudenåen ned mod Himmelbjerget, en fantastisk flot tur, som passer perfekt til en aften med disse specielle rom.
En serie af specielle aftapninger
De otte forskellige rom, som vi skal smage denne aften kommer fra en uafhængig aftapper fra Frankrig. Vi starter med to blendede rom med en alkoholstyrke på 40 %, Caraibes og Latino 5 år, disse rom er vandet ned og sødet en smule - et par rigtige crowd-pleasere. Tredie og fjerde rom er henholdsvis en 7 års rom fra Jamaica, skøn Jamaica rom, som lige har fået et nøk opad i procenterne så den ligger på 43 % - En Jamaicarom som den skal skæres og en cubansk rom på hele 16 år, som har fået endnu et nøk - den holder hele 45 % i styrke og smager som traditionel cubansk rom gør.
Herefter bliver det rigtigt spændende. Juul’s har i samarbejde med producenten tappet forskellige rom ved fadstyrke udelukkende til det danske marked. Denne aften smager vi på fire forskellige. En 11-årig Panamarom på 60 %, en 16-årig Barbados rom på 60 %, en 21-årig Guyanarom på 51 % og en 14-årig Jamaicarom på 58 %. Fælles for disse aftapninger er, at de ikke er tilsat hverken sukker eller farve - det er så at sige den rene rom og de smager fantastisk. Der er virkeligt tale om et godt og ærligt produkt, som efterlader et kæmpe aftryk af oprindelseslandet. Her kan man virkeligt smage forskellen på rom fra forskellige områder.
Født med sprit i årerne
Aftapperen bag navnet det franskklingende Campagnie Des Indes hedder Florent Beuchet. En ung og karismatisk franskmand, som har fundet glæden ved rom og nu prøver at brede det glade budskab. Florent er vokset op i Frankrig med en fader, som arbejder i vinindustrien. I forlængelse med sine studier i international business startede Florent spriritus firmaet Diva spirits, et firma under faderens firma Diva, et 35 år gammelt firma, som arbejder med import/eksport af vin. Florent har udover faderens firma også arbejdet som brand ambassador for rommærket Banks i USA.
Selvom familien først og fremmest har lavet og arbejdet med vin, har de også haft et lille destilleri, hvor de har lavet absint og anis. Florent ser det at lave spiritus som et håndværk, som han selv siger, er der mange ting, der spiller ind, når man skal lave god spiritus. Som han nævner spiller terroir ind præcis som i vinfremstilling, men også destillation, blending og aldring. Det er det, der efter Florents mening, gør spiritus verdenen rigtig spændende.
Florent Beuchet har med serien Compagnie Des Indes skabt et brand, som slår sig på at tilbyde ærlig og ren rom af så høj en kvalitet, at det kan og får lov til netop at være usminket. Kvaliteten bag serien hænger uløseligt sammen med Florent Beuchets unikke evne til at finde og aftappe fade med gammelt og moden rom fra hele Caribien.
Hvordan smager det
På Romhatten.dk har en af Compagnie Des Indes spacialaftapninger allerede fået en del opmærksomhed. Deres Barbados aftapning fra Foursquare gik næsten hele vejen og scorede 98/100 points - anmeldelsen kan læses her.
Lad os prøve at gå i dybden med to meget forskellige aftapninger - både på alder og destillering - henholdsvis en aftapning fra Hampden, Jamaica og Uitvlugt, Guyana.
Uitvlugt er navnet på en gammel sukkerplantage og betyder udstrømning på gammelt hollandsk (Guyana har været en Hollandsk koloni). Rommen er produceret på et gammelt Savalle still, som er et kolonnedestilleringsapparat i Guyana, som producerer rom, og som sjældent ses flasket for sig selv. Ofte blendes dette sammen med andre destillater fra andre stills. Apparatet er kendetegnet ved ikke at lave super tung rom, som andre apparater hos Demerara Distillers. Rommen i denne flaske holder 51 procent alkohol og er lagret 21 år, dels i Guyana og dels i Europa. I duften er rommen fremtrædende på specielt toffee og figner. En yderst venlig rom, alkoholprocenterne taget i betragtning. I smagen går den blødt ind, så blødt som 51 procent nu en gang kan gå ind, med en let røget og frugtig fornemmelse. Eftersmagen er mediumlang og meget behagelig. Med en pris på 1600 kr. findes der andre i Compagnie Des Indes’s soritment, som er mere anbefalelsesværdige, men bestemt en dejlig rom.
I rækken af Compagnie Des Indes Single Cask aftapninger findes der også en rom fra det lukkede (men nu genåbnede) destilleri ved navn Hampden Distillery på Jamaica. Dette destilleri er et af de ældste destillerier på øen. Plantagen, hvor destillereiet ligger blev etableret af to skotske immigranter, der kom til øen i 1753. Hampden er kendt for at lave meget esterholdige rom, som blandt andet er et resultat er deres specielle gæringsproces, hvor dunder benyttes i stor stil. På destilleriet har de altid brugt deres helt egne gærstammer, som giver en meget tung og esterholdig mæsk. De tunge rom er ikke crowd-pleasere, og det er måske en af grundene til at destilleriet måtte dreje nøglen om i 2002, men med tiden er opfattelsen af højesterrom skiftet og nye investorer hjalp til med genåbning af destilleriet i 2009.
Denne rom er meget dominerende i næsen, hvor overmodnet banan, læder samt et tungt grønligt udtryk banker igennem. I smagen findes de samme noter, men her træder der desuden marcipan frem på paletten. Man kan roligt sige, at dette destillat er noget tungere end aftapningen fra Uitvlugt. Her må man også sige, at der er value for money - flasken kan erhverves for kun 800 kr. God pris, god rom!
Aftapninger i single cask formatet er et sjældent syn indenfor rom, og derfor er det altid fantastisk at smage, når sådanne kommer på markedet. Vi er mange der glæder os til at se hvad Florant finder på næste gang. Der går rygter om at vi allerede i september 2015 kan se nye single cask aftapninger i Danmark. Måske det bliver en kold tur på Hjejlen, men det bliver sikkert det hele værd.