Chairman’s Reserve 1999 John Dore 1 Romhatten Cask Selection #5
Skrevet d. 01-02-2022 af Mads "Romhatten" HeitmannDen 5. udgave i Romhatten Cask Selection-serien er noget ganske særligt, og samtidig det ældste vi indtil videre har frigivet i denne serie. Ligesom Romhatten Cask Selection #4, så er denne også destilleret hos St. Lucia Distillers og endnu engang har vi at gøre med en rom fra det lille double retort pot still, som på destilleriet går under navnet John Dore 1. Denne gang er det en melassebaseret rom destilleret tilbage i 1999, som sjovt nok er fødeåret for Chairman’s Reserve-serien. Rommen er modnet i hele 21 tropiske år, og det er med sine 66,5 % alkohol en meget ekstrem rom! Hvis du elsker gammel tropisk modnet rom fra Caroni, vintage-aftapningerne fra Appleton Estate eller de gamle single still-aftapninger fra Demerara Distillers, så er det her lige en rom for dig. Jawsa, der er smæk på!
Rommen er fra St. Lucia Distillers, som er det eneste destilleri på den lille caribiske ø af samme navn. Deres batch-destillerede udtryk sammenlignes ofte med rom fra Jamaica og Fiji, og anses af kendere verden over (inkl. mig selv) for at være noget af den bedste rom overhovedet. Det er ikke for sjov, at jeg over en længere periode har forsøgt at få lokket et fad ud af St. Lucia Distillers, og det er nu lykkedes mig at få hele to tønder til Danmark! Denne, den ældste af dem, er 21 år gammel og tappet ved fadstyrke på 66,5 % alkohol. Det er en vaskeægte enhjørning og en smagsbombe uden sidestykke!
Rommen er tappet fra et enkelt fad i 229 nummererede eksemplarer, og derfor begrænses salget af disse til et stk. pr. kunde. Flaskerne sælges efter først til mølle-princippet pg går online den 5. februar 2022 kl. 11.00 på www.romhatten.shop.
ROMMENS TEKNISKE SPECIFIKATIONER:
Romtype: Pure Single Rum
Oprindelse: St. Lucia Distillers, St. Lucia
Fermentering: Sukkerrørsmelasse
Destillering: John Dore 1 (ca. 450 L double retort pot still)
Fadet: 200 L ex-bourbon american white oak
Modning: 21 år.
Under modning: Løbende konsolidering med søstertønder fra samme batch
Aftapning: Ved fadstyrke i 2021
Alkoholprocent: 66,5 % ABV
Indhold: 70 cL
Udvalgt af: Mads Heitmann fra Romhatten.dk
Tappet af: St. Lucia Distillers
Antal flasker: 229
Pris: 1999,- pr. stk. ex. fragt
Forhandles eksklusivt på: www.romhatten.shop
ROMMENS SMAG
Det første der slår mig, er cherry coke kombineret med grapefrugt! Hvilken dybde! Næsen byder på en utrolig syrlighed fra fadet, og på trods af en høj alder, så er rommen stadig fuld af liv. Yderligere er der godt med egetræ (ikke for meget, men det mærkes bestemt) samt de helt, helt klassiske St. Lucia-noter, som har givet destilleriet kultstatus. I munden er rommen enormt tør og ekstremt fyldig – en smagsmæssig atombombe som har en utrolig lang halveringstid. Den er naturligvis woody, dog uden at blive hverken bitter eller for dominerende på tannin. Dette er en ekstraordinær rom som sjældent ses, og en master class i hvordan en ældgammel rom bør smage. Smukt!