Whiskyhatten.dk - Stedet for whiskyelskere
Om os
Kontakt
Log ind med facebook Login  
Opret bruger
Brugernavn eller adgangskode er forkert
Brugernavn påkrævet
Adgangskode påkrævet
Luk
Navn påkrævet
E-mail påkrævet
Adgangskode påkrævet
Luk

CARONI RUM FRA PARADISET

Skrevet d. 13-06-2024 af Mads "Romhatten" Heitmann

Hvis du er romnyder, så kender du helt sikkert til den eksklusive og meget særprægede rom fra det hedengangne romdestilleri, Caroni. De sidste dråber rom blev produceret tilbage i 2002 og nu, 22 år senere, er vi ved at være nået til vejs ende med Luca Gargano og Veliers fantastisk Caroni-romrationen. De sidste fade er flyttet til Europa og overført til såkaldte Demi Johns, og ligger nu trygt og godt i en ”Paradise”-kælder i Cognac, Frankrig.

Tidligere i år udkom der tre nye Caroni-aftapninger fra Velier, som alle koster omkring de 30.000 kr. flasken. De tre aftapninger udkommer som nummer tre, fire og fem i rækken af en serie som går under navnet ”Paradise”. Det er en serie som udkommer i 23 frigivelser (må man forvente), som alle tappes ved fadstyrke og som enkeltfade. Disse tre nye udgivelser efterfølger de første to, som udkom sidste år, og vi kan formentlig forvente at se aftapningerne i denne serie udkomme drypvis over de næste 8-10 år – i hvert fald hvis det fortsætter i samme tempo.

Paradise Collection

Baggrund for de dyre dråber

Inden vi rigtigt kaster os over den nye serie og de fem første aftapninger, så kaster vi et blik tilbage på historien bag Caroni. Caroni var en sukkerfabrik med tilhørende romdestilleri, som blev etableret tilbage i 1918. Fabrikken som blev etableret på Trinidad, den største ø af de to hovedøer i nationen Trinidad & Tobago, var et privatejet foretagende indtil 1975, hvor staten Trinidad & Tobago overtog ejerskabet. Staten driftede dernæst fabrikken, men måtte grundet en skrantende sukkerøkonomi, lukke foretagende den 31. juli 2003. Men allerede året inden producere destilleriets kedler de allersidste dråber Caroni-rom.

Omtrent 8000-9000 personer mistede deres job ifm. nedlukningen, hvilket er en kolossal procentvis arbejdsstyrke i et land med kun 1,5 mio. indbyggere. Det har givet vis været en rigtig svær beslutning at måtte træffe for beslutningstagerne, da der ligeledes har været rigtig mange jobs som indirekte er blevet påvirket, på baggrund af nedlukningen. Nedlukningen af fabrikken og afviklingen af destilleriets produktionsudstyr er én ting, men noget andet og langt mere spændende, er destilleriets tilhørende romlager. For ja, Caroni havde nemlig igennem årene etableret et relativt anstændigt tøndelager med rom, som ved optælling efter nedlukningen talte lidt over 18.000 fade – disse inkluderede romreserver hele vejene tilbage til 1970’erne. Ganske, ganske imponerende og meget kostbart, viste det sig…

Caroni Distillery

Det er stadig uvist hvem der helt præcist var aftagere på Caronis tønder med rom, men vi ved dog med sikkerhed, at foruden Trinidad Distillers (det sidste romdestilleri i Trinidad & Tobago) og Main Rum Company, at virksomheden Velier anført af Luca Gargano, købte stort ind af rommen som var efterladt på Caroni-fabrikken. Det er siden den første Velier-Caroni-frigivelse i 2005, blevet til et ocean af forskellige aftapninger, som både er tappet som enkeltfade og ved fadstyrke, men også i større og mere bredt favnende blends. Daniele Biondi fra Velier oplyser, at Luca i alt opkøbte 1388 tønder med Caroni-rom.

Selvom Caroni i dagens Danmark er en kuriositet blandt kendere og feinschmeckere, så har det ikke altid været således. Jeg husker stadig da jeg smagte min første Caroni-rom tilbage i 2013. Jeg købte den på tilbud i en vin- og spiritusbutik i Aarhus for det ringe beløb af 349 kr. Det var, den nu klassiske, Caroni 100 % Trinidad Rum Aged 12 Years tappet ved 50 % alkohol – du kender den måske som ”den gule Caroni”. Jeg husker, at jeg ved første prøvesmagning ikke brød mig synderligt om den meget direkte og distinkte smag af petroleum, tankstation og værksted. Men som det er med så meget, lærte jeg rommen at kende, og blev familiær med den atypiske og rå smag, som Caroni er garant for, og halvt igennem flasken havde jeg den som en af mine favoritter i barskabet.

Den føromtalte Caroni 100 % Trinidad Rum Aged 12 Years havde, da den udkom i 2012, en vejledende udsalgspris på kun 399 kr. 2012 var på mange måder en anden tid, også indenfor romverdenen; Caroni-rom var for de fleste stadig ganske ukendt, 12-år-gammel fuldt tropiskmodnet rom var stadig ”billigt til salg” på hylderne, og auktionspriserne på sjælden investeringsrom var endnu ikke begyndt at røre på sig. Men der skete noget de kommende år, fra starten af 2010’erne og frem til i dag – rom blev populært og særligt Caroni-rommen fik blandt mange en nærmest mytisk status, som ”rommen der snart vil forsvinde”.

Hovedhuset Caroni Estate

Op igennem 2010’erne var det ikke unormalt at se Caroni-rommen blive frigivet af uafhængige aftappere. Bristol Classic Rums, Silver Seal Rum, Rum Nation og Compagnie des Indes var blandt andre nogle af disse som stod bag, men Velier formåede trods dette, at fremstå som dem med ”den ægte Caroni-rom”. Dette skyldes i høj grad fortællingen om, at rommen frigivet af Velier modnede 100 % tropisk, og altså i modsætning til de andre aftappere, aldrig havde modnet under de køligere europæiske klimaforhold. ”Ægte Caroni-rom er blevet modnet på destilleriet”, var hvad Luca prædikede, på trods af, at store dele af hans Caroni-lager i 2008 blev flyttet til Guyana for yderligere modning. Men okay, de klimatiske forhold ændrer sig nok ikke vildt meget på de ca. 500 km der er fra Trinidad til Guyana.

Fuldstændig som det er gået med whiskyen fra destillerierne Port Ellen og Brora, ligesom Caroni, begge også er destillerier som er nedlukket, så er priserne på Caroni med årene steget stødt. Det gælder både priserne på nye udgivelser af Caroni, men i højere grad visse aftapninger på auktionsmarkedet – og hér er Veliers Caroni i højeste kurs. ”Den gule Caroni” som jeg nævnte tidligere havde ved frigivelse en udsalgspris på ca. 400 kr. her i Danmark, og den er blevet solgt til hele 400 pund tilbage i 2022, hvilket omregnet er næsten 3500 kr., og altså en 750 % stigning. Ja, men skulle have købt Caroni 12 Years i kassevis, hvis vi ser på det med investeringsbriller.

Fermenteringshallen Caroni

Det prismæssigt højeste hammerslag på rom fra Caroni-fabrikken, som jeg kender til, blev givet den 16. maj 2022 da Caroni 1982 Velier 23 Year Old Full Proof Heavy tappet ved 77,3 % alkohol gik for intet mindre end 9200 pund – altså ca. 80.000 gode, danske kroner. Denne rom var i 2005 blandt de første Caroni-frigivelser fra Velier, og blev det år sendt på markedet sammen med i alt otte Caroni-aftapninger fra Velier - samme år som de allerførste aftapninger af Veliers Demerara Full Proof-udtryk. 2005 var et stor år i rommens verden og disse frigivelser var helt sikkert forud for deres tid.

Den nye Paradise-serie

Hvorfor kalder Velier romserien for Paradise? Er det fordi rommen smager som at været i selveste paradis, eller hvad? Det kunne man måske tro, og der skal da nok også være en form for dobbeltbetydning i navnet, men ”Paradise” dækker over et særligt sted i cognac-verdenen. Indenfor den fantastiske verden som er cognac, er ”Paradise” navnet for det sted eller det rum, hvor cognac-producenten opbevarer sin allerældste årgange af cognac – årgange som er så gamle, at den ælde spiritus ikke tåler mere fadmodning, og derfor er overført fra egetræstønder til glasballoner.

Luca Grgano Foran Lagerbygningen Hos Caroni

Paradise-serien fra Caroni er blomsten af de allersidste fade, som blev hentet hjem fra Trinidad og Guyana i 2019. Den 12. april 2019 blev de sidste 136 tønder med Caroni-rom gennemgået af et smagningspanel (dem man ser afbildet på den udgave af Caroni som hedder ”Tasting Gang”), og de bedste 23 fade blev plukket ud af mængden, og udvalgt til at indgå i Paradise-serien.

Efter den såkaldte ”Tasting Gang”-gruppe udvalgte de bedste 23 tønder med Caroni-rom, valgte man at ”gemme” indholdet af tønderne i 54-liter store glasballoner – det som du måske kender som ”Demi Johns” og som på fransk hedder ”Dame Jeanne”. Indholdet af hver tønde blev altså overført til i alt fire separate glasballoner, som nu står i det man kalder for ”Caroni Paradise”, et sted i Cognac hvor LMDW og LM&V har lager.

Når man spørger folkene fra Velier om, hvorfor man valgte at stoppe modningsprocessen i Caribien, og overføre rommen til de neutrale glasbeholdere, så er svaret at de fra fadene oplevede en årlig fordampning på omkring 10 procent. Det giver naturligvis ikke mening rent økonomisk at fortsætte modningsprocessen på så ekstremt kostbare dråber, og ikke mindst på dråber som i forvejen er mere end modne og drikkeklar.

No Smoking

Hvordan smager paradisets dråber?

Jeg har været så heldig at smage to ud af de fem første aftapninger i Paradise-serien. Dem sætter jeg nogle ord på, og vurderer herunder.

Caroni 1994 Paradise #3 Blended Trinidad Rum
52,8 % | Juuls Engros | Pris: 34.999,-

Smørblød Caroni-rom med et væld af karamel-, vanilje- og frugtnoter. Når det er sagt, så er man stadig ikke i tvivl om, at man sidder med en Caroni-rom. Den har de typiske noter af Caroni, men i en afdæmpet mængde. Hvis man elsker Caroni-rom i harmoni, så er dette sagen… 93 points

Caroni 1996 Paradise #4 Heavy Trinidad Rum
68,1 % | Juuls Engros | Pris: 29.999,-

Fandenivoldsk Caroni-rom med alle de velkendte kendetegn fra den helt beskidte Caroni-stil; værksted, petroleum og masser af fad. Det er en virkelig fandenivoldsk rom, sprængfyldt med energi og smag. Alkoholen er høj, men trods dette relativt balanceret i smagsoplevelsen. 95 points

Den 18. januar 2024

Juuls Engros som har importen på produkterne fra Velier, afviklede den 18. januar 2024, sammen med butikken Juuls Vin & Spiritus, en romsmagning på Josty i København. Jeg var inviteret til at komme og præsentere produkterne som indgik på smagningen, en smagning som sluttende med Caroni Paradise #3 og #4. Godt 40 deltagere havde købt billet til smagningen, som alle fik lov til at smage på de eksklusive varer.

Jeg er glad for, at vi i Danmark har en importør som kan finde på at sætte så dyre flasker på en romsmagning. Flaskerne er nemlig så kostbare, at langt de fleste aldrig vil blive åbnet – det er i hvert fald min vurdering. Min spåkugle fortæller mig, at hovedparten af Paradise-Caroni-aftapningerne, grundet prisen, aldrig vil blive åbnet og nydt, men derimod fungere som vandrepokaler på auktionsmarkedet. Derfor har jeg stor respekt for, at den danske importør vælger at åbne flaskerne, så romentusiaster har mulighed for at smage på varerne… Så tak for det!

Er det pengene værd?

Det er et utroligt svært spørgsmål at svare på. Som udgangspunkt mener jeg ikke, at noget spiritus (eller vin for den sags skyld) burde koste 30.000 kr. flasken, men her har vi at gøre med så enestående og unikke dråber, at det om noget nærmer sig en snært af retfærdighed – men også kun en snært. Og hvorfor koster netop disse flasker spidsen af en jetjager? Er rommen i flaskerne så meget bedre end det der tidligere er frigivet? Svaret på dét må være, nej. Priserne på de nye frigivelser af Caroni er formentlig sat ud fra de priser som vi ser på auktionsmarkedet samt tidligere udgivelser, som engang var ”billige”, men som spiritusforhandlere med tiden har steget i pris. Det er ikke så underligt, at Paradise-frigivelserne kommer op i et tårnhøjt prisniveau, da det ene og alene er et udtryk for udbud og efterspørgsel på netop Caroni, og ikke et spørgsmål om kvalitet eller velsmag. Bevares, Caroni var ikke blevet til dét det er, hvis velsmagen og kvaliteten ikke var til stede, men prissætningen for de nye aftapninger afspejler markedskræfterne, herunder også samlerne, som ser deres snit til at gøre en fornuftig investering.

Der er endnu ingen brugere der har kommenteret på dette.
Vil du være den første? Log ind her!



Caroni Rum



Tilmeld dig nyhedsbrevet