Whiskyhatten.dk - Stedet for whiskyelskere
Om os
Kontakt
Log ind med facebook Login  
Opret bruger
Brugernavn eller adgangskode er forkert
Brugernavn påkrævet
Adgangskode påkrævet
Luk
Navn påkrævet
E-mail påkrævet
Adgangskode påkrævet
Luk

Besøg på West Indies Rum Distillery (W.I.R.D)

Skrevet d. 30-08-2017 af Mads "Romhatten" Heitmann

I foråret var jeg så priviligeret at aflægge Barbados hele to besøg inden for en måned. Det resulterede naturligvis i en masse destilleribesøg; to på Foursquare Rum Distillery, to på St. Nicholas Abbey, et på Mount Gay Distillery og ikke mindst et besøg på West Indies Rum Distillery bedre kendt under forkortelsen W.I.R.D. Denne artikel skal handle om W.I.R.D, det rom de producerer og ikke mindst, hvad der er i vente for det gamle destilleri, nord for hovedstaden Bridgetown.

Visit At West Indies Rum Distillery Wird 5

 Et skud ud fra 2. etage - havet ligger meget tæt på destilleriet

Først lidt baggrund

West Indies Rum Distillery ligger bogstaveligt talt på stranden, nord for Bridgetown i et område, der kaldes Black Rock. Her har man produceret rom siden destilleriet blev etableret tilbage i 1893. Det var efter sigende to tyskere, der etablerede destilleriet, hvor det kort efter blev solgt til lokale investorer. Destilleriet har altid produceret bulk-rom. I gamle dage leverede destilleriet rom til Martin Doorlys rommærke Doorly’s Rum, som i dag ejes og produceres af Foursquare Rum Distillery.

W.I.R.D. har en årlig romproduktion på omkring 15 millioner liter rom og laver blandt andet rom til deres eget mærke Cockspur Rum, rommen som bruges i den populære kokoslikør Malibu samt andre rommærker. Derudover har de også en vodka- og ginproduktion ved siden af. Endvidere står destilleriet også for blendingen af Pusser’s Rum - heri indgår dog ikke rom fra W.I.R.D, men bulk-rom fra Trinidad og Guyana. Disse romkomponenter bliver fragtet til W.I.R.D., hvor man altså står for blendningen og aftapningen.

For nyligt har W.I.R.D. fået nye ejere. Dette var en pænt stor nyhed i romverdenen. Den tidligere ejer Goddard Enterprises Ltd. valgte at sælge destilleriet fra, og den heldige køber blev Maison Ferrand, tidligere kendt som Cognac Ferrand - ejer af brandet Plantation Rum.

En tur rundt på destilleriet

Vi bliver vist rundt på destilleriet af både Matthieu Gouze, som arbejder for Maison Ferrand samt Operations Manager, Don Benn. Det gav os en fantastisk indsigt i, hvad destilleriet var og er i dag, samt hvad fremtiden byder for den store romfabrik.

Ligesom med de to andre store romdestillerier på Barbados, Foursquare Rum Distillery og Mount Gay Distillery, så benytter man hovedsageligt melasse udefra på W.I.R.D. Primært fra Guyana, men også fra Mexico og Den Dominikanske Republik. Dette bliver brugt under en 24 timer lang fermenteringsproces, som finder sted i store 250.000 liters beholder. Destilleriet har i alt fem af disse store fermenteringstanke

Visit At West Indies Rum Distillery Wird 10

En af de fem fermenteringstanke

Mens vi står og snakker gæring, fortæller Matthieu mig, at de allerede nu har planer om at genintroducere high-ester-rum på Barbados, som man kender det fra Jamaica. Folkene på W.I.R.D. er endda allerede klar til at sætte det i værk og har været det i lang tid, dog uden at få lov til at realisere dette. Han fortæller i den forbindelse også, at de op imod 80 medarbejdere på destilleriet er meget glade for opkøbet, da det medfører mere frihed til kreativitet.

Lige nu opererer destilleriet kun med fire destilleringsapparater, hvoraf to er kontinuerlige kolonner og to er batch-kedel-apparater.

Visit At West Indies Rum Distillery Wird 24

Én af deres mange kolonner

De kontinuerlige kolonner holder hver fire kolonner, hvorpå der er mulighed for hele fem forskellige udtræk. Don fortæller os, at man på den første kolonne kan lave et udtræk på 65­ % alkohol. Han omtaler dette udtræk som “T1”, hvilket refererer til Tower 1, altså kolonne nummer 1. Fulde af begejstring spørger vi, om vi har mulighed for at smage T1-rommen, og Don foretager med det samme et telefonopkald … noget af en cliffhanger.

Visit At West Indies Rum Distillery Wird 23

Computeren som styrer destilleringen

Videre over i en anden bygning støder vi ind i de to fungerende pot stills - og med fungerende menes “funktionsdygtige”, da man ikke benytter disse særligt ofte. Det siges, at destilleriets pot stills kun producerer rom 1-2 måneder om året … noget som Maison Ferrand med sikkerhed snart vil komme til at lave om på!

Visit At West Indies Rum Distillery Wird 30

Et af deres to funktionsdygtige pot stills som findes på WIRD i øjeblikket

Videre på vores tur rundt på fabrikken når vi ind i den ene af de to lagerhaller, som er på destilleriet. Grundet W.I.R.D.’s nuværende forretningsmodel, så bliver store mængder af den samlede produktion solgt videre direkte fra de kontinuerlige destilleringsapparater ved 95 % alkohol, og derfor er deres lagerbeholdning relativt lille. Deres nuværende kapacitet ligger på 6000-7000 fade med rom, men Maison Ferrand er naturligvis allerede i gang med at planlægge opførelsen af flere lagerhaller.

Visit At West Indies Rum Distillery Wird 40

En lille del af romlageret

Lad os smage på rommen

Efter en tur på lageret er det naturligt tid til en tur i “smagerummet”, men da W.I.R.D. ikke ligefrem er et sted, som gør vildt meget i guided tours, så finder dette sted i deres laboratorie. Her smager vi på en masse forskelligt guf fra deres lager - det meste af det på lige omkring 65 % alkohol. Det var en udsøgt fornøjelse at smage på deres kontinuerlige rom, og bestemt noget som gav mig ro i maven, at smage rom af så høj kvalitet. W.I.R.D. var inden mit besøg ikke et destilleri, som jeg anså for at producere kvalitetsrom, men i langt højere grad et destilleri med fokus på kvantitet. Så det var fedt at smage, at de på stedet også kan lave kvalitetsrom. Vi var alle meget oppe at ringe over deres 6 og 7 år gamle kontinuerligt destillerede rom. Tropiske frugter, kokos og vanvittigt elegant smagende.

Visit At West Indies Rum Distillery Wird 45

Smagning af forskellige lagrede destillater

Efter de mange forskellige samples får jeg stukket en flaske u-identificerbar flaske hvid rom i hånden. Don fortæller, at det var den føromtalte T1-rom, som vi energisk havde efterspurgt en smagning på. Og nu var den her så. 65 % alkohol taget fra den første kolonne, det man også kan kalde heavy-column-rum. Min forventning til rommen var, at den naturligvis ville smage grimt af tungalkoholer og være fyldt med urenheder … men der var også et spinkelt håb om, at den ville besidde nogle positive takter. Det gjorde den ikke. Det smagte grimt fra ende til anden, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at det sikkert var sådan her ulagret rom fra Caroni Distillery ville have smagt, på dårlige dage. Måske denne rom kunne blive nogenlunde velsmagende, hvis den blev fadlagret i en 15-20 år i troperne, men også kun måske...

Rockley Stills og fremtidsplaner

W.I.R.D. er ikke ligefrem tour-venligt, men det vil Maison Ferrand lave om på. Lige nu er destilleriet ikke åbent for offentligheden, men Matthieu fortæller mig, at det er Maison Ferrands klare intention at lave destilleriet tour-venligt og på sigt åbne det op for turister. Det er bestemt også et sandt paradis, som omfavner det gamle destilleri, og lige ved siden af ligger der da også en lille strandbar, som indbyder til at drikke romdrinks.

Visit At West Indies Rum Distillery Wird 61

Strandbaren

På vej fra laboratoriet til strandbaren falder vi over to gamle pot stills, som er placeret på et lille stykke græs mellem destilleriet og stranden. De er for længst taget ud af drift og står nu på destilleriet, nærmest som museumsagtige genstande. Don fortæller os, at de to stills er ældre end selve destilleriet og at de naturligvis har produceret rom på W.I.R.D., men også at det er længe siden. Jeg spørger lidt ind til de to stills for at få at vide, hvilket et af dem der er det berømte “Rockley Still”, som er kendt fra John Barretts Bristol Classic Rum-serie, og Don trækker lidt på skuldrene og fortæller, at de ikke er 100 % sikre på, hvilket still der er tale om, men at det med stor sandsynlighed er det forreste af de to. Matthieu supplerer med at fortælle, at de arbejder på at få de to gamle stills (måske de ældste i Caribien) på højkant igen, så de endnu engang kan producere rom. Om det er en realistisk opgave, det ved jeg ikke, men fantastisk kunne det i hvert fald være.

Visit At West Indies Rum Distillery Wird 51

De to ældgamle stills hvor det forreste omtales “Rockley Still”

Med købet af W.I.R.D. har Maison Ferrand desuden også overtaget dele af jamaicanske Monymusk og Long Pond Distillery, hvor sidstnævnte netop er blevet genåbnet. ⅓ af disse ejes nu af Maison Ferrand med Demerara Distillers Ltd. og den jamaicanske regering som medejere.

Jeg tror fuldt og fast på, at W.I.R.D. er i gode hænder på Maison Ferrand - det lyder oprigtigt som om, at de har nogle spændende ting på tegnebrættet, og at disse planer KUN vil gavne destilleriet, Barbados og ikke mindst hele romindustrien.

Note:
Turen til Barbados var sponsoreret af Juuls Engros og Maison Ferrand. Tak til Matthieu Gouze fra Maison Ferrand og hele teamet bag Juuls Engros.

Der er endnu ingen brugere der har kommenteret på dette.
Vil du være den første? Log ind her!