Whiskyhatten.dk - Stedet for whiskyelskere
Om os
Kontakt
Log ind med facebook Login  
Opret bruger
Brugernavn eller adgangskode er forkert
Brugernavn påkrævet
Adgangskode påkrævet
Luk
Navn påkrævet
E-mail påkrævet
Adgangskode påkrævet
Luk

Besøg hos Distillerie Damoiseau

Skrevet d. 06-04-2019 af Mads "Romhatten" Heitmann

Tiden er nu kommet til et besøg hos Distillerie Damoiseau, øens største destilleri. Tilbage i 1942 købte Roger Damoiseau ”Distillerie Bellevue” på Grand-Terre, som destilleriet også kaldes. Det skal ikke forveksles med Distillerie Bellevue på Marie-Galante. Det er to forskellige destillerier, men for at gøre det endnu mere vanskeligt og indviklet, så ejer Damoiseau-familien faktisk også Distillerie Bellevue på Marie-Galante. Distillerie Damoiseau drives i dag af Hervé Damoiseau, barnebarn til Roger Damoiseau. Mélissa Damoiseau, Roger Damoiseau’s oldebarn, viser os rundt på destilleriet. Det er en sand family affair.

Besoeg Hos Distillerie Damoiseau 38

Damoiseau fra oven med udsigt over destillerings- og fermenteringsområdet

Damoiseau et det største brand på Guadeloupe med en markedsandel på over 50 %, men samtidig også det største Guadeloupe-brand i udlandet. Med en årlig produktion på fire millioner liter rom, eksporteres hele to millioner liter ud af Guadeloupe. Distillerie Damoiseau eksporterer deres rom til mere end 40 lande.

Besoeg Hos Distillerie Damoiseau 16

Destilleriet får i omegnen af 40 ton sukkerrør til fabrikken hver dag, som de køber hos lokale sukkerrørsbønder. De ejer kun selv enkelte marker og har derfor aftaler med nærliggende bønder om leverancer af sukkerrør. Det er alle mulige slags sukkerrør, man bruger i romproduktionen her på stedet. Det blå, grønne og røde sukkerrør – alt hvad der lige kommer ind. Man mixer det hele og går ikke op i at separere de forskellige rørtyper til forskellige single cane aftapninger.

Besoeg Hos Distillerie Damoiseau 15

En lastfuld sukkerrør på vej ind på destilleriet

Til så stor en produktion skal der nogle store fermenteringsbeholdere til. Man har i alt 13 stk. på stedet, som strækker sig fra 340.000 liter til 800.000 liter i kapacitet. Gæringerne når op på 6-7 % alkohol under fermenteringen, hvorefter det bliver pumpet over til destillationen.

Besoeg Hos Distillerie Damoiseau 24

Fermenteringen er i fuld gang

På Damoiseau har man i dag tre single column destillationsapparater. Det nyeste anlæg blev installeret i 2017, og det ældste og originale creole column still er fra 1943. De nye stills er af mærket Imeca. Det er nogle store banditter, som strækker sig over flere etager i deres store produktionsanlæg. Vi får lov til at se det hele lidt fra oven, Mélissa forklarer, at vi står på det højeste punkt i området – god udsigt over destilleriets faciliteter.

Besoeg Hos Distillerie Damoiseau 40

De tre stills

Vi kommer ned på jorden igen, og går over i en af deres lagerhaller, hvor en del af deres i alt 3000 fade befinder sig. Mélissa fortæller, at de i øjeblikket har pladsproblemer, men at de snart har en ny lagerhal klar, så de kan øge deres kapacitet fra 3000 til 6000 egetræsfade. På deres lager finder man både tønder af ex-bourbon og ex-cognac. Angels’ share er på mindst 8 % om året.

Besoeg Hos Distillerie Damoiseau 1

Et lille kig ind i de allerhelligste haller

Til slut møder vi Hervé Damoiseau på hans kontor ved tappe-området. Hervé er en festlig type, og han laver meget sjov. Han ser, at jeg bærer en t-shirt, hvorpå der står Albion 1994 Full Proof Demerara Rum. Vi taler lidt frem og tilbage om Luca Gargano, manden bag Albion 1994. Jeg fortæller, at jeg holder meget af rom med høj alkohol. Det gør Hervé også – hans yndlingsrom er stadig Damoiseau 1980 på 60 %. ”Jeg er ked af, at der ikke findes mere af denne aftapning … altså udover de seks flasker, som jeg har stående hjemme i privaten”, siger han og griner højt. På vej ud ad døren stikker han mig en flaske Damoiseau Millesime 2008 47,9 % og beklager det lave indhold af alkohol. Vi griner alle sammen og vi tager afsked med de gode folk på Damoiseau.

Se flere billeder fra besøget øverst i billedeviseren.

Læs næste artikel om vores besøg hos Distillerie Reimonenq her.

Der er endnu ingen brugere der har kommenteret på dette.
Vil du være den første? Log ind her!