Whiskyhatten.dk - Stedet for whiskyelskere
Om os
Kontakt
Log ind med facebook Login  
Opret bruger
Brugernavn eller adgangskode er forkert
Brugernavn påkrævet
Adgangskode påkrævet
Luk
Navn påkrævet
E-mail påkrævet
Adgangskode påkrævet
Luk

Besøg hos Distillerie Bielle

Skrevet d. 06-04-2019 af Mads "Romhatten" Heitmann

Hvis man som rominteresseret befinder sig på Guadeloupe (Basse-Terre eller Grande-Terre), så kan man ikke være foruden et smut over til Marie Galante. På den lille ø bor der kun 12.000 mennesker, og øen er da også tre gange mindre end Bornholm. Alligevel finder man fire destillerier på øen; Distillerie Bielle, Distillerie du Père Labat (også kaldt Poisson), Distillerie Bellevue og Grand Anse Sugar Cane Manufacture.

Besoeg Hos Distillerie Bielle 50

Distillerie Bielle

Der er en times sejlads fra Le Gosier, Grande-Terre til Marie Galante. Jeg ser mig selv som værende rimelig søstærk, da jeg faktisk aldrig har været søsyg, men på turen til Marie Galante oplevede jeg min første søsyge. Ikke en optimal start på et destilleribesøg, men min medrejsende og jeg kom over det hurtigt igen.

Besoeg Hos Distillerie Bielle 32

Jérôme Thiery, administrerende direktør på Distillerie Bielle

Vi har en aftale med Jérôme Thiery, administrerende direktør på Distillerie Bielle kl. 10.00 om formiddagen. Vi ankommer i god tid, da færgen ankommer til øen kl. 09.00. Øen er meget, meget lille – alle destillerierne ligger indenfor max 15 min. kørsel i taxa. Efter at have ventet lidt finder vi Jérôme Thiery, han inviterer os ind på hans kontor, hvor vi har en lang snak om alt mellem himmel og jord (indenfor rom, naturligvis). Jérôme har været direktør på Bielle i otte år, og han virker som en rigtig ”hands on” direktør, som ikke er bange for at smøge ærmerne op.

Bielle-familien ejede en kaffe-plantage tilbage i 1769 og frem til 1826, hvor de startede på produktion af rørsukker. Romproduktionen startede først langt senere end dette, nemlig i 1910. Firmaet har været ejet af mange forskellige mennesker og forskellige familier igennem tiden.

Som destilleriet ser ud i øjeblikket, så finder man tre single creole columns og to små europæiske Müller pot stills. Det er meget atypisk, at man ser pot stills i de fransktalende egne i Caribien, men her står der altså et. Der findes også et par stykker på Martinique på henholdsvis Saint James og det nye destilleri A1710.

Besoeg Hos Distillerie Bielle 16

To små europæiske Müller pot stills - producerer Rhum Rhum

I midten af 00’erne er Luca Gargano fra Velier med til at installere dette pot still apparat hos Destillerie Bielle, og mærket Rhum Rhum fødes få år senere. Mesterdestillatøren bag Rhum Rhum-mærket hedder Gianni Capovilla, og han er kendt for at lave diverse frugtbrændevine i Italien. Rommen, der sælges under Rhum Bielle-mærket, er enkeltkolonnedestilleret og Rhum Rhum-mærket er destilleret på de to små pot stills. Desværre er der ikke gang i det lille Müller-anlæg, da vi er på besøg. På destilleriet har man en samlet produktion på 200.000 liter rom. Sidste år var de faktisk så effektive, at man nåede helt op på 300.000 liter.

Besoeg Hos Distillerie Bielle

Guadeloupe er ikke underlagt en AOC, ligesom man ser det på Martinique. Det betyder dog ikke, at der ikke er nogle regler ift. deres romproduktion. Jérôme Thiery fortæller, at han er glad for, at Guadeloupe ikke har en AOC, som på Martinique. Han er af den opfattelse, at reglerne omkring produktionen af rom på Martinique er med til at ensarte alle rom fra øen. Han synes, at der er for lidt variation fra romproducent til romproducent, og at dette skyldes AOC’en. På Guadeloupe har man det, man kalder for ”GI”; En geografisk indikation (GI) er et tegn på produkter, der har en specifik geografisk oprindelse og besidder kvaliteter eller et omdømme, der skyldes netop denne oprindelse. Hvis man bryster sig af at være en ”Guadeloupe Agricole Rhum”, så skal flasken overholde nogle fundamentale regler, herunder fx at rommen skal være baseret på sukkerrørssaft og ikke melasse samt at rommen ikke må tilsættes sukker. Desuden omfatter deres GI, at hvis man fx vil skrive Rhum Vieux (som betyder gammel rom), så skal rommen være lagret i fade ikke mindre end 650 liter store i minimum 3 år. En anden vigtig GI-regel omhandler indholdet af kongener (også kaldt volatile substances). Al Guadeloupe Agricole Rhum skal indeholde minimum 225g kongener pr. hektoliter efter destilleringen – dette skrives normalt som 225 g/hL AA (AA= Absolut Alcohol). Kongener er biprodukter, der dannes ved gæring af alkohol, organiske molekyler så som fx estere, acetone, fuselolie og garvesyre. Det er stoffer, som bidrager med farve, smag og lugt. Estere er fx en gruppe specifikke kongener, kemiske forbindelser, der opstår, når en syre reagerer med en alkohol. Jo højere et indhold af kongener, jo mere smag findes der i rommen. Guadeloupe har altså en nedre grænse for, hvor lav en smagskoncentration rommen må holde. Destillerie Bielles friske destillater indeholder mellem 240-280 g/hL AA, så altså noget højere end hvad standarden er sat til at være.

Besoeg Hos Distillerie Bielle 47

Billede fra et af de syv lagerhaller på Bielle

Destillerie Bielle har i øjeblikket 1400 tønder på lager fordelt ud på syv forskellige steder på ejendommen. Hvert andet år tjekkes samtlige fade for at se udviklingen på rommen. De benytter flere forskellige typer af tønder, både ex-bourbon, ex-cognac og ex-bourgogne.

Besoeg Hos Distillerie Bielle 1

Sukkerrørsvægten hvor sukkerrørene vejes inden de bliver læsset af

Vi forlader kontoret og går ned i et lille kontrolrum (skur), hvorfra man tjekker vægt og brixniveau på de læs af sukkerrør, der kommer ind. Man modtager i alt 50 ton sukkerrør hver dag, og alle læs tjekkes og registreres. I dag er det gennemsnitlige brixniveau på 23, hvilket er relativet højt. Brix (symbol °Bx) er den måleenhed, der fortæller, hvor højt sukkerindholdet er i en bestemt masse. Denne skala bliver bl. a. brugt indenfor sukker-, vin- og romproduktion, og den indikerer sukkerindholdet i procent. Dvs. at en brix er det samme som en procent, altså er der en milliliter sukker i 100 milliliter vand, hvis brixniveauet er 1. Skalaen tager navn efter den australske videnskabsmand Adolf Brix, som i 1800-tallet opfandt hydrometermåling, der læser den præcise procentdel sukker ved en bestemt temperatur. Jo højere brixniveau der er i sukkerrørene, jo mere rom kan man producere. Jérôme fortæller, at man ud fra et ton sukkerrør (med et gennemsnitligt brixniveau) kan producere 50 liter rom. Med lidt hurtig hovedregning bliver det til en daglig produktion på 2500 liter rom. På destilleriet modtager man mellem 4000-6000 ton sukkerrør om året.

Besoeg Hos Distillerie Bielle 5

Vi går videre og op til den mere larmende afdeling, nemlig op til presserne. Jérôme taler med manden, som står for denne del af produktionsprocessen, og han ser bekymret ud. Sukkerrørssaften, som bliver presset ud af sukkerrørene, har ikke den rigtige farve. Det er for mørkt, hvilket betyder for meget jord i saften. Hvis sukkerrørene kommer beskidte ind til fabrikken, så kan jorden uheldigvis gå med over i saften og dermed gæringen, hvilket ikke er godt for fermenteringsprocessen. Heldigvis ånder de lette op, da den sivende sukkerrørssaft pludselig skifter farve fra brunligt til grønligt. Det var åbenbart bare en mindre del af rørene, som var beskidte.

Besoeg Hos Distillerie Bielle 7

Sukkerrørssaft umiddelbart efter presset

På Bielle presser man kun rørene to gange, hvilket betyder, at man kun tilføjer vand til rørene en gang. Jérôme fortæller, at jo flere gange man tilføjer vand, jo dårligere kvalitet bliver saften. Klart! Så falder brixniveauet, som gerne skal være højt inden gæringen.

Besoeg Hos Distillerie Bielle 11

Vi går forbi det lille Müller-anlæg og op til fermenteringsområdet. Der står i alt ni åbne kar, seks af dem kan holde 100.000 liter og for de øvrige er nummeret større med en kapacitet på 200.000 liter. Man fermenterer omkring to døgn og når en alkohol mellem 4-5 %, inden vinen bliver pumpet over til destillationen.

Besoeg Hos Distillerie Bielle 29

Fermenteringsområdet på Bielle

Vi går et niveau op til kolonnerne, som står side om side. De er alle relativt nye, og blev installeret i henholdsvis 2011, 1997 og 1994. Kolonnerne starter op og lukker ned hver dag. Fra kolonnen starter op og til den er fuld funktionsdygtig går der kun omkring 30 min. Men den medarbejder, der står for at tænde op i ovnen med bagasse (de tørre rester af sukkerrøret) møder allerede ind kl. 05.00 om morgenen. Kolonnerne kører på damp, som laves ved at brænde bagasse af.

Besoeg Hos Distillerie Bielle 22

Still 1 og 2

Jérôme finder et lille fint smage-glas frem og tapper lidt ”new make” over. Vi får serveret et glas 80 % stærkt glas lunkent lys rom direkte fra destilleringsapparatet. … og wauw, hvor smager det godt!

Besoeg Hos Distillerie Bielle 28

Spirit safe

Det er ubeskriveligt blødt, rundt og imødekommende, specielt når man tænker på den høje procent af alkohol. Jeg siger til Jérôme, at det er noget af det flotteste ”new make”, jeg har smagt. Det er dog ikke den største smagsoplevelse, vi får på besøget, for nu går vi ned i en af lagerhallerne.

Besoeg Hos Distillerie Bielle 23

Still 3

Bielle fylder deres rom på fadene ved en alkoholprocent mellem 59-65 %, alt efter hvad resultatet skal være. Man mister mellem 8-10 % af fadenes andel hvert år til ”angels’ share”. Den ældste rom på destilleriet, som stadig lagrer på fad, blev destilleret i 2001, altså er den 18 år gammel. Jérôme åbner et fad, som er otte år gammelt, naturligvis fadstyrke, og han skænker et glas til os. Det smager så englene synger. Frugtigt, fyldigt og let krydret. Virkelig en skøn oplevelse. En oplevelse, som vi ikke får lov til at dvæle ved særlig længe, da vi nu bevæger os over til deres ”paradis”.

Besoeg Hos Distillerie Bielle 41

En smagsprøve fra Bielles ”paradis”

Et paradis er et Cognac-term, som refererer til stedet, hvor destilleriet gemmer dets gemte og glemte vintages-årgange. Rommen du finder her, opbevares ikke på træ men derimod på 25 liter store glasbeholdere – det er heri man finder de sidste rester af rom fra vintageårgange, som ikke længere findes andre steder på destilleriet. Den ældste rom i deres paradis er tilbage fra 1994. Jérôme er så venlig at skænke os et glas rom fra 2002 på 52,8 % alkohol. Vi bliver godt nok forkælet!

Besoeg Hos Distillerie Bielle 38

Paradis sur terre

Vi går tilbage til kontoret efter at have besøgt alle syv lagerhaller – nogle mindre end andre. Besøget på Bielle har uden sammenligning være det bedste og mest indsigtsfulde af alle destilleribesøgene på Guadeloupe-turen. Det var meningen, at vi skulle have været ude på Distillerie du Père Labat og Distillerie Bellevue, men besøget på Bielle trak ud, hvilket gjorde, at de to andre destillerier var lukket da vi endelig dukkede op. Sådan kan det gå.

Merci pour l'hospitalité, Jérôme!

Se flere billeder fra besøget øverst i billedeviseren.

Dette var den sidste artikel fra min tur til Guadeloupe. Jeg glæder mig allerede til næste besøg på den smukke ø.

Der er endnu ingen brugere der har kommenteret på dette.
Vil du være den første? Log ind her!