3 nye rom-mærker er kommet til Danmark
Skrevet d. 27-06-2013 af Mads "Romhatten" HeitmannEt lille dansk rom-importfirma har været på Den Dominikanske Republik og med sig hjem har de 3 nye rom-mærker, som endnu ikke er set i Danmark. De 3 mærker er produceret af en gammel, kær kending, nemlig Oliver & Oliver som både producerer ”Opthimus-” samt ”Cubaney-serien”.
Caribbean Rum Traders, som importøren kalder sig, er et dansk selskab, som ejes og drives af de to rom-købmænd, Peter Dissing Møller og Rasmus Brøchner Hansen. De to Aarhusianere går efter at importere rom som endnu ikke er set på dansk grund og dét i sig selv er meget interessant. Som romdrikker er det altid rart med nye mærker, som man kan gå på opdagelse i.
De nye mærker der er tale om er henholdsvis ”Cubanacan”, "Puntacana Club” og ”Quorhum”. Alle 3 bygger på den spanske tradition for produktion af rom, dog med sjove og spændende justeringer som jeg vil komme nærmere ind på senere når anmeldelserne af de enkelte produkter skal skrives.
Da Caribbean Rum Traders stadig befinder sig i sin spæde opstart kan de 3 mærker endnu ikke findes over alt i Danmark. Indtil videre er der kun tale om enkelte forhandlere der har disse rommer på hylden, heriblandt Vin Specialisten. Men efter at have smagt et lille udpluk af deres sortiment, som i øvrigt rummer hele 14 forskellige flasker, kan jeg med sikkerhed sige, at der ikke kan gå lang tid før de kan fås over alt i det ganske land.