Saint James Vieux 7 Ans Rhum Agricole
Anmeldt d. 15-04-2020 af Mads "Romhatten" HeitmannVideoanmeldelse #97: Distillerie Saint James ligger på den caribiske ø Martinique, og her producerer man rhum agricole, altså rom lavet på friskpresset sukkerrørssaft. Det er et af øens største destillerier, og de er kendt for at kunne producere relativt gamle rom, til en relativt god pris. Ligesom øens andre producenter af AOC-rhum, så destillerer Saint James deres rom i enkeltkolonner via kontinuerlig destillering. Dette giver en meget smagsholdig rom, hvor sukkerrøret virkelig får lov til at stå frem. Saint James Rhum er kendt for at lave nogle fantastiske aftapninger – lad os se om Saint James Vieux 7 Ans Rhum Agricole er en af dem.
Saint James Vieux 7 Ans Rhum Agricole er modnet i minimum syv år på amerikanske egetræsfade. Rommen er tilsat vand ned til 43 % alkohol og indeholder ved lov ikke tilsat sukker, da dette er ulovligt for rhum agricole på Martinique.
Se videoen hvor vi går mere i dybden med produktet:
Duft
Moden frugt, fyldige og syrlige noter, honning, tørret abrikos, modent æble og pære. En helt igennem dejlig og imødekommende duft som byder ind med noget.
Smag
Det smager fantastisk godt, og først og fremmest som det skal. Balancen er flot. Det er meget sødt og afstemt. De syrlige noter balanceres rigtig flot af de meget sødmefulde noter fra fadet. Vanilje, honning, sukkerrør og syrlige bolsjer.
Bedømmelse
Det er sådan her rom skal smage. Saint James Vieux 7 Ans Rhum Agricole er startet som et godt grundprodukt, og efterfølgende blevet modnet med kærlighed i troperne, og det kan man smage. Rommen er tro imod sit ophav, altså sukkerrøret, og kammer ikke over på fadnoterne. Balancen mellem de to er perfekt.
Er du til sød rom, så prøv en naturlig sød rom som denne. Du vil blive overrasket over hvor meget naturlig sødme man kan tvinge ud af en kvalitetsbevidst romproduktion. Fantastisk skøn rom!
Saint James Vieux 7 Ans Rhum Agricole er meget anbefalelsesværdig.