Saint James Paille Rhum Agricole
Anmeldt d. 15-04-2020 af Mads "Romhatten" HeitmannVideoanmeldelse #96: Distillerie Saint James ligger på den caribiske ø Martinique, og her producerer man rhum agricole, altså rom lavet på friskpresset sukkerrørssaft. Det er et af øens største destillerier, og de er kendt for at kunne producere relativt gamle rom, til en relativt god pris. Ligesom øens andre producenter af AOC-rhum, så destillerer Saint James deres rom i enkeltkolonner via kontinuerlig destillering. Dette giver en meget smagsholdig rom, hvor sukkerrøret virkelig får lov til at stå frem. Saint James Rhum er kendt for at lave nogle fantastiske aftapninger – lad os se om Saint James Paille Rhum Agricole er en af dem.
Saint James Paille Rhum Agricole er en let modnet rom, som har tilbragt få måneder på fad. Rommen er tilsat vand ned til 40 % alkohol og indeholder ved lov ikke tilsat sukker, da dette er ulovligt for rhum agricole på Martinique.
Se videoen hvor vi går mere i dybden med produktet:
Duft
Lidt flad, lidt kedelig og ikke præget af sukkerrørselementer som man ellers ser i rhum agricole.
Smag
Det er som om, at den korte tid på fad har taget alt hvad der var sjovt og godt i Saint James Impérial Rhum Blanc Agricole, uden at give noget tilbage. Den har mistet sin sjæl på en eller anden måde. Den mangler energi.
Bedømmelse
Saint James Paille Rhum Agricole falder ned mellem to stole, og har svært ved at finde sin plads i Saint James’ portefølje. Den byder ikke ind med noget særligt og anderledes. Det er et produkt som ikke rigtig giver mening i vores verden. Blandt en række af enormt gode rom fra Saint James, så står denne ud som noget ligegyldigt og kedeligt.
Saint James Paille Rhum Agricole er ikke anbefalelsesværdig.