Plantation Rum Extrême No. 4 Jamaica ITP 20 Years Old
Anmeldt d. 15-10-2020 af Mads "Romhatten" HeitmannExtrême! … er hvad folkene bag franske Plantation Rum kalder deres fadstyrke-romserie. Plantation Rum Extrême No. 4 Jamaica ITP 20 Years Old er en af otte forskellige aftapninger, som i efteråret 2020 er blevet frigivet. Det er i øvrigt fjerde gang at Plantation Rum frigiver aftapninger i Extrême-serien.
Plantation Rum Extrême No. 4 Jamaica ITP 20 Years Old er eksklusivt tappet til Juuls Engros (den danske importør af Plantation Rum) og findes dermed også kun på det danske marked. Da rommen udkom, blev den meget hurtigt udsolgt over det meste af landet – vin- og spiritusforhandlerne råbte og skreg på flere flasker, men kun 550 eksemplarer er frigivet, og nu er der ikke flere tilbage.
Rommen er destilleret på Jamaica af Long Pond Distillery og er dermed batch-destilleret på en base af sukkerrørsmelasse og efterfølgende modnet på Jamaica i 16 år på brugte bourbon-fade. Rommen er derefter fragtet til Frankrig hvor den undergår yderligere fire års modning på brugte cognac-fade. Den er tappet uden tilsætning af sukker, farve og vand og er derfor en fuldblodsfadstyrkerom. Alkoholprocenten ligger på 52,1 %. De volatile elementer i spiritussen er desuden også oplyst, og måler 638 g/hL AA – heraf er 191 af disse esterforbindelser (særlige kemiske smagsforbindelser som opstår under fermentering). Long Pond Distillery producerer ca. 12 forskellige romtyper, som hver især indeholder forskellige niveauer af esterforbindelser – disse romtyper omtales også som ’marks’. ’ITP’ er et bestemt ester-mark produceret på Long Pond, som er kendetegnet ved at indeholde mellem 90-120 esters – så altså et relativt lavt indhold af esterforbindelser. Grunden til, at rommen har et esterindhold på 191 g/hL AA skal findes i, at esterforbindelser ikke kun opstår under fermenteringen, men også under selv modningen af rommen når den ligger på egetræ.
Det ser på papiret ud til at være en rigtig spændende rom – lad os så smage!
Duft
Først lægger jeg mærke til en meget, meget mørk farve – og med den information jeg har om rommen, kunne det godt tyde på, at vi nu skal til at have en træbombe. 20 år på egetræ, hvoraf 16 af dem er foregået i troperne, kan godt have en stor indflydelse på smagsprofilen. Midt sagt. Men lad os dufte til den…
Duften er rimelig tæmmet, faktisk. Den stikker ikke i nogen ubehagelig retning og egetræet har ikke overtaget – i hvert fald ikke på duften. Udover let og elegant egetræ, så finder jeg både honning, bagte tropiske frugter, masser af sødme men også godt med mørke julekrydderier såsom fx nelliker.
Det er en pæn og yderst behersket extrême, vi har at gøre med her. Jeg savner måske lidt vildskab.
Smag
Vildskaben kommer dog på selve smagen. Og dog. Ved første ’øjekast’ har den en heftig alkoholfornemmelse, men denne tager hurtigt af og bliver erstattet med sødme og en elegant afslutning. Smagsnoterne er superflotte og jeg finder både kakao, kaffe, syrlige noter, bagte tropiske frugter og en meget, meget let og på ingen måde dominerende laktone.
Smagen af denne rom er klassisk for rom fra Jamaica, og selvom fadet på mange måder har taget over, så overdøver det trods alt ikke det komplette smagsmæssige billede. En rom med en flot balance.
Bedømmelse
Det er en dejlig rom, som måske ikke bringer noget nyt til bordet, men som bare er resultatet er godt gammeldags spruthåndværk. Den er extrême uden at være ekstrem … Man kan måske sige, at den er ekstremt godt balanceret, i virkeligheden. Der er en flot harmoni mellem esterforbindelserne og træets indflydelse på rommen, og det hele hænger bare rigtig godt sammen.
Jeg har lyst til endnu et glas, og dét plejer at være et rigtigt godt tegn.
Tak til Nicolai Wachmann for at fremskaffe en prøve af rommen til mig.
Relaterede anmeldelser
Kommentarer
Der er endnu ingen brugere der har kommenteret på dette.
Vil du være den første? Log ind her!
1999 DKK
- 0
- 1
- 2
- 3
- 4
- 5
- 6
- 7
- 8
- 9
- 10
Honning, bagte tropiske frugter, masser af sødme samt nelliker.
Kakao, kaffe, syrlige noter, bagte tropiske frugter og en meget, meget let og på ingen måde dominerende laktone.