Neisson Agricole Le Rhum XO par Neisson
Anmeldt d. 11-01-2022 af Mads "Romhatten" HeitmannVideoanmeldelse #149: Fra fantastiske Distillerie Neisson, beliggende på den franske ø Martinique, kommer her en klassisk AOC rhum agricole. Distillerie Neisson er det 3. mindste destilleri på Martinique og kendt på øen som ”den bredskuldrede rom” grundet flaskernes særlige form.
Rommen er tropisk modnet i fransk og amerikansk egetræ mellem ni og 12 år, og tappet ved 48,5 % alkohol. Da det er en AOC-kontrolleret rhum agricole er den naturligvis produceret på sukkerrørssaft fra lokale sukkerrør, og destilleret i en enkeltkolonne. Neissons enkeltkolonne er speciel, da den er lavet af kobber og modificeret af destilleriets manager Gregory Neisson. Derfor opleves Neissons rom som regel blødere og mere frugtig end rommen fra øens andre destillerier.
Se videoen hvor vi går mere i dybden med produktet:
Duft
Frugtigt! Syrlig bolsjefrugt! Det dufter utrolig godt og blødt, men også intenst. Der er en god koncentration i næsen.
Smag
Friskt, blødt og med hints af gummi. Det smager utrolig godt! Man savner ikke koncentration på smag eller alkohol – 48,5 % alkohol er perfekt. Tør abrikos, karamel og vanilje, og særligt i eftersmagen krydderier såsom nelliker og peber.
Bedømmelse
Neisson står for mange som en af de bedste romproducenter på Martinique, og Le Rhum XO par Neisson skuffer ikke. Hvis du er fan af rom fra Martinique, så kan det på det kraftigste anbefales, at du prøver kræfter med Neisson. Mærket er ikke superudbredt i Danmark, men det er ikke umuligt at finde.
God jagt!