GetSpirits Distillery Arch Rum no. 3
Anmeldt d. 10-05-2018 af Mads "Romhatten" HeitmannVideoanmeldelse #29: Dansk rom! Vi anmelder i denne video rom fra det danske destilleri GetSpirits Distillery. Rommen er destilleret på et lille pot-still-anlæg, og har efterfølgende fået lov til at ligge ca. et år på et 60 liter stort fad, af ungarsk egetræ. En utraditionel tilgang til fadlagring – det er ikke hverdag at vi ser rom lagret på ungarsk egetræ. Der er tilsat 6 gram sukker pr. liter til denne rom.
Se videoen hvor vi går mere i dybden med produktet:
Duft
Det dufter dansk. Meget distinkt dansk rom. Lakrids, peber, vanilje, karamel og utrolig ”woody”. Det dufter ungt naturligvis, og en smule ”off” på integrationen af egetræ.
Smag
Svag sødme, krydret, meget træ, yderst tanninholdigt (bitter tanniner). Fadet overskygger smagsoplevelsen og skaber en del ubalance i oplevelsen.
Bedømmelse
Vi mangler harmoni, balance og integration – så kort kan det siges.
Det er en ung og umoden rom, som har trukket en masse egetræssmag fra et lille fad på meget kort tid. Rommen er spændende nok at smage, og det er sjovt at prøve rom fra ungarsk egetræ, men alt i alt forbliver det en lidt spøjs og aparte smagsoplevelse.