Davidsen's Selected Release Jamaica Rum
Anmeldt d. 19-04-2018 af Mads "Romhatten" HeitmannVideoanmeldelse #22-23-24: Davidsen’s Rum er et danskejet rombrand, som er produceret af Taster Wine. Der findes fem udgaver i serien, hvoraf tre af disse anmeldes i videoen herunder. Der findes to yderligere som er såkaldte ”mixer-rom”. Davidsen’s Rum forhandles i Skjold Burne-butikker over hele landet.
Selected Release Jamaica Rum-udgaven indeholder rom som har fadlagret fra 0 år og op til 9 år. Alle destillaterne som findes i dette blend stammer fra Jamaica, men fra hvilke specifikke destillerier oplyses ikke.
Vi har efter videoen er blevet optaget målt rommen til at indeholde ca. 35 gram sukker pr. liter.
Se videoen hvor vi går mere i dybden med produktet.
Duft
Aromaen i denne rom er traditionel for rom fra Jamaica. Den har faktisk en meget behagelig, frugtig duft af pot still rom samt unge og florale elementer – meget friskt. En let frugtsødme der nærmest dufter af fersken. Også lidt banan.
Smag
Smagen er forholdsvis sødmefuld og let. Vanilje, flødekaramel, tropisk frugt samt let syre. Eftersmagen er meget kort, desværre. Ikke en vanvittig overvældende oplevelse, men okay, det er heller ikke den dyreste rom på markedet.
Bedømmelse
Davidsens Selected Release Jamaica Rum er en ganske hæderlig rom. Ung, frugtig og meget sødmefuld. Vi ser produktet som et godt bud på en rom til dem der gerne vil bevæge sig videre fra A.H. Riise eller lign. Den har stadig en høj sødme, men også en lidt tungere ester-smag.