Clément Rhum Aged 10 Years
Anmeldt d. 16-07-2019 af Mads "Romhatten" HeitmannVideoanmeldelse #79: Clément Rhum er et rommærke fra Martinique, som er lavet på friskpresset sukkerrørssaft frem for melasse. Det er det man kalder for Rhum Agricole, og udmærker sig ved at det er destilleret på en enkeltkolonne fra en base af saften fra sukkerrørene. Rhum Agricole er en meget smagsholdig romtype, da destillationsapparaterne ikke er særligt effektive, hvilket vil sige, at man virkelige få en rom som smager igennem af sukkerrør.
På Habitation Clément lagrer og blender man, men man destillerer ikke længere selv rommen. Det stoppede tilbage i 1988, og i dag får man alt rommen fra det destilleri der hedder Destillerie du Simon. Hvis man besøger Habitation Clément, som er den største turistattraktion på Martinique, så vil man stadig kunne se det gamle destilleri, som i dag er lavet om til et museum.
Clément Rhum Aged 10 Years er som navnet beskriver en min. 10 år gammel rom, lagret på ex-bourbonfade og ikke tilsat sukker. Helt klassisk for AOC-kontrolleret rom fra Martinique.
Se videoen hvor vi går mere i dybden med produktet:
Duft
Honningsødme, modne frugter så som ananas, abrikos og bagt pærer – elegant rom med en flot kompleksitet! Den har en enormt frugtig næse, som næsten ikke findes bedre på øen.
Smag
Smagen er pæn på syreholdige elementer, og er flot balanceret mellem frisk romsmag (sukkerrør) og fadprægede og oxidative noter som fx vanilje, honning og moden frugt. Let krydret eftersmag med en smooth og super blød afslutning. Yderst vellavet rom.
Bedømmelse
Clément Rhum Aged 10 Years er et skønt produkt, som simpelthen ikke får nok opmærksomhed. Det er et ultraklassisk udtryk for hvad Clément står for. Ikke for krydret, ikke for let og ikke for tungt – en vaskeægte guldlok-rom, som har balancen. Når det er sagt, så kunne den helt sikkert godt trække, at blive tappet ved 46-48 % alkohol, i stedet for de lidt konservative 42 %. Men 42 % er trods alt bedre end 40 %, når alt kommer til alt.