Rommens Historie

For mig at se, så er rom et ”overset” kapitel i spiritussens historie. Det er på en måde gået i glemmebogen, selvom det har spillet en kæmpe økonomisk og kulturel rolle mange steder i verden. Rommens folk var slaver, sørøvere og smuglere, men også kunstnere, musikere og bartendere. Historien starter med en plante ved navn ”Saccharum officinarum” langt før, det vi forbinder med ”rom” i dag.

”Saccharum officinarum,” bedre kendt som ”sukkerrørsplanten” blev først dyrket på Ny Guinea 8000 år f. Kr. Hvad man brugte den til er ikke sikkert, men man kan med sikkerhed sige, at den ikke blev brugt til at lave rom, som vi kender den i dag. Dog ved man, at der blev lavet en ”sød” berusende drik i Indien omkring 6000 år f. Kr., og det har med stor sikkerhed været sukkerrøret, der er blevet brugt til dette formål. Vi skal dog langt længere frem i tiden, før egentlig ”rom” kommer på banen.

Rommens egentlige historie starter i 1493, da Columbus på sine skibe bl.a. medbragte sukkerrørsbønder fra De Kanariske Øer til øen Hispaniola. Her plantede de sukkerrør og startede en sukkerproduktion, hurtigt spredte det sig til mange af de andre øer, som Cuba (1511), Jamaica (1509) og Puerto Rico (1508). Det var naturligvis afrikanske slaver, der lavede det fysiske arbejde, og Portugal begyndte så småt at gære sukkerrørssaft i Brasilien i 1625. Dog destillerede de ikke denne saft, da kommerciel destillering endnu ikke var udviklet i Europa.
Først i 1655 har man romdestilleri på Barbados, og man begynder at lege med tanken om at bruge ”melassen” til produktion af spiritus. Melassen var på dette tidspunkt et spildprodukt ved sukkerproduktion. Så plantageejerne, som jo var benhårde forretningsmænd, så en potentiel forretningsudvikling i dette. De destillerede et spildprodukt for at lave hurtige penge. Det var sukkerproduktionen, der fik opmærksomheden. Det første ”rom” blev beskrevet som ”stærk og brændende, med en ubehagelig lugt”. På dette tidspunkt kaldte englænderne denne drik for ”Kill-Devil”.

Til at starte med blev rom drukket af slaver, mens brandy blev drukket af de fine herrer. Rom var på dette tidspunkt så stærkt, at det også blev brugt til medicinering, så hvornår, plantageejerne begyndte at gøre mere ud af rommen, er ikke helt til at sige. Man ved bare, at de så, at man kunne tage flere penge for en spiritus af bedre kvalitet. Ved århundredeskiftet i år 1700 blev der kun importeret ca. 1000 liter rom til England. De næste hundrede år skulle der ske en et gigantisk boost inden for romsalget. Omkring år 1800 blev der årligt importeret ca. 9 millioner liter rom til England, og her var smagen ikke længere ”stærk og brændende, med en ubehagelig lugt”. Dette er de officielle tal – ingen ved, hvor meget der egentlig blev smuglet af pirater.

Den engelske middelklasse drak store mængder af den fineste Barbados og Jamaica rom, hvorimod overklassen mest drak gin. Rom var dog ikke af så høj kvalitet og blev hovedsageligt brugt som blandingsprodukt i de såkaldte ”Punchbowls”. Produktionen foregik stadig som i 1500-tallet.

Først i 1830’erne begynder man at anvende det kedelsystem, der bruges i dag. Kvaliteten af rom forbedres betydeligt og kan nu gøres meget billigere. Samtidig begynder whisky at blive den helt store trend i England, og rom mister samtidig fodfæstet, og faktisk oplever rommen ikke så stor popularitet igen før Anden Verdenskrig. Dette skyldes manglen på andre vare, og i USA begynder rommen igen at få sit indtog. ENDELIG fik rommen den anerkendelse, den havde ledt efter i alle disse år. Takket være de amerikanske soldater som ”genopdagede” spiritussen under udstationering på øernes militærbaser.

Meget har ændret sig siden ”Kill-Devil”-rommen, men på samme tid ikke nok. Der er stadig brudstykker af de tidlige kolonisters mangel på selvtillid, når det handler om at gøre rom til en ”mærkevare” world wide. Rom har i dag kvaliteten, historien og charmen til at blive det HELT store spiritus-produkt i det 21. århundrede. Det handler bare om at frigøre sig fra kolonitidens lænker og rette ryggen.

Faktuel opbakning:
RUM, Dave Broom, Politikens Forlag 2004